Danskerne har rekordmange penge stående i banken

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Aldrig har mængden af penge på danskernes bankkonti været større.

I april lød tallet på 921 milliarder kroner. Det er en stigning på 46 milliarder kroner over det seneste år og ikke set højere før.

Det viser tal fra Nationalbanken.

Stigningen hænger sammen med, at det går godt i dansk økonomi, hvor lønningerne går op.

Samtidig har mange i foråret fået udbetalt aktieudbytter, overskydende skat og feriepenge. Det har generelt set fået bankkontiene til at vokse.

Ifølge Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit, understreger tallene, at danskerne har brugt de seneste års opsving på at spare mere op.

Han henviser til, at forbrugskvoten - hvor stor en del af lønnen, der går til forbrug - er den laveste, siden man begyndte at måle i 1963.

»Det er ganske enkelt vildt. Forklaringen er dels, at danskerne er blevet mere forsigtige.«

»Dertil spiller det også en væsentlig rolle, at husholdningerne ikke til fulde har omsat de seneste års betydelige fald i renteudgifterne og de rekordhøje aktieudbyttebetalinger i øget forbrug,« skriver han i en kommentar.

Renterne i bankerne er i øjeblikket meget lave - mange steder tæt på nul.

Tore Stramer råder danskere med mange penge stående til at overveje, om det bedre kan betale sig at placere dem andre steder.

Han mener, at det som tommelfingerregel er nok at have omkring 1,5-2 gange en månedsløn stående til uforudsete udgifter.

Har man mere, kan man for eksempel overveje at afdrage på dyr gæld.

Andre muligheder er at investere i energiforbedringer i boligen, der kan mindske varmeregningen, eller at købe aktier eller obligationer.

75 procent af de 921 milliarder kroner på danskernes bankkonti tilhører den rigeste halvdel af befolkningen.

/ritzau/