Danske flekslånere skal slå ørerne ud, når ECB mødes i dag

Der venter ingen renteforhøjelse på dagens møde i Den Europæiske Centralbank (ECB). Men det er ikke det samme, som at det er en ligegyldig begivenhed. De finansielle markeder vil gennemgå kaffegrumset med et mikroskop i jagten på ledetråde om den fremtidige rentepolitik. Det talte ord bliver vigtigt. 

Torsdag præsenterer chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, den nye rentemelding. Det er ikke mindst pressemødet, der vil være fokus på. Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

I eftermiddag dirrer hånden igen over renteknappen hos Den Europæiske Centralbank (ECB). Dermed er rammen ved at blive sat for de danske fleksauktioner, der løber af stablen i november. I alt skal flekslån for omkring 90 milliarder kroner have ny rente 1. januar 2024.

ECB satte den toneangivende rente op til fire procent på mødet i september, hvilket faktisk er det højeste niveau for indlånsrenten i euroens levetid. Men samtidig gjorde man det klart, at renten »nu ligger på et niveau, der – hvis det fastholdes i tilstrækkelig lang tid – vil yde et væsentligt bidrag til at sikre, at inflationen rettidigt vender tilbage til målet.«