Det larmer ikke så meget, men bag lukkede døre i EU-hovedkvarteret i Bruxelles udkæmpes i disse uger nogle af de vigtigste politiske kampe i lang tid. Det handler om EUs budgetregler.
Det kan lyde usexet. Men rigtig meget er på spil. Ikke mindst for de lande, der ikke kan eller vil følge de nuværende budgetregler. Men der er også meget på spil for EU som helhed og dermed også for Danmark. For gældsproblemer i ét land kan meget hurtigt blive fællesskabets problem. Det er erfaringen fra eurokrisen.