12 millioner kroner i gennemsnit om dagen i et år og i alt 4,445 milliarder kroner.

Så meget har Morten Hummelmose, mangeårig partner i kapitalfonden EQT, tabt med sit selskab Frececo ApS i 2022.

Mens overskuddet lød på svimlende 4,2 milliarder kroner efter skat i 2021, er medgangen nu vendt til modgang for Morten Hummelmose, der er blandt landets rigeste. Det skriver Børsen.

Frececo ApS betragter udviklingen som »ikke tilfredsstillende« i det nye regnskab. Det er især er præget af faldet i EQT-aktien, der er børsnoteret i Stockholm og er faldet med over 50 procent i løbet af året.

»Virksomhedens resultat for 2023 er afhængigt af udviklingen i de kapitalandele og værdipapirer, som virksomheden ejer. Udviklingen af disse virksomheder er igen afhængig af den globale økonomiske udvikling. Den faktiske udvikling i 2023 vil derfor være påvirket af usikkerheder og risici, som er uden for virksomhedens kontrol,« skriver Morten Hummelmose i regnskabet.

Det dårlige resultat betyder, at egenkapitalen i Frececo falder fra 9,5 milliarder kroner i 2021 til 4,9 milliarder kroner i 2022.

Betalte mere i skat end Vestas og Danske Bank

Morten Hummelmose var i 2021 den største private skatteyder i Danmark.

Overskuddet før skat landede på hele 5,3 milliarder kroner og efter skat på 4,2 milliarder kroner, hvilket bragte egenkapitalen i Frececo op på 9,5 milliarder kroner.

Han betalte 1,1 milliarder kroner i skat i 2021. Til sammenligning betalte Vestas 555 millioner kroner i 2020 og Danske Bank 580 millioner kroner.

Det sendte Morten Hummelmose langt op af listen for Danmarks rigeste personer. I 2022 vurderede Økonomisk Ugebrev ham således til at være nummer 47 på listen over de mest velhavende i Danmark.

Morten Hummelmose var i flere år leder af EQTs danske afdeling, efter han tidligere har været ansat hos blandt andre Goldman Sachs og Enskilda Corporate Finance.

I 2020 vendte han tilbage Danmark og udtrådte ifølge Børsen af partnerkredsen i EQT for få måneder siden.