Mens der er mange tegn på, at der er kommet gang i det danske privatforbrug igen efter genåbningen, ser virkeligheden anderledes ud for de danske industrivirksomheder. Efter at have klaret sig bedre end udlandet i de første nedlukningsmåneder kom boomerangen tilbage i maj, hvor produktionen i fremstillingsvirksomhederne faldt med tre procent efter et fald på fem procent i april.
Danmarks Statistik fremhæver et stort fald i medicinalindustrien, der alene står for en tredjedel af den samlede tilbagegang. Det er dog samtidig i høj grad medicinalbranchen, der i de foregående år har givet et løft til dansk industriproduktion.