Danmark er blevet mere attraktivt for udenlandske investorer

Danmark springer seks pladser op ad listen blandt verdens mest attraktive lande for udenlandske investeringer. Det er den største fremgang blandt de 25 bedst placerede lande, viser ny opgørelse, der også nævner Danske Banks hvidvask-sag.

Flag Dannebrog EU
Danmark er blevet et endnu mere attraktivt investeringsland og ligger bedst blandt de nordiske lande. Det viser 2019-udgaven af den årlige rapport »Foreign Direct Investment« fra konsulentvirksomheden AT Kearney. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Udenlandske investorer har ikke alene et godt øje til Danmark. De er også blevet mere positive det seneste år. Danmark er nu det 14. mest attraktive land at investere i og hopper dermed seks pladser op ad listen fra sidste års placering som nummer 20. Den danske 14. plads er den bedste nogensinde, og placerer Danmark bedre end de øvrige nordiske lande.

Det viser 2019-udgaven af den årlige rapport »Foreign Direct Investment« fra konsulentvirksomheden AT Kearney, som baserer sig på svar fra 500 internationale topledere og deres syn på fremtidige, mulige investeringslande.

Undersøgelsen peger på Brexit som en del af forklaringen på Danmarks bedre placering, men også en stribe interne forhold styrker Danmarks placering.

Danmark er selvsagt ikke alene om Brexit-effekten. Europa er den region i verden, hvor flest lande i år opnår de største fremskridt i forhold til tidligere års rangeringer.

»Usikkerheden omkring Brexit er i øjeblikket til fordel for de andre europæiske lande, når vi kigger isoleret på direkte udenlandske investeringer. Virksomheder og investorer spreder deres investeringer ud på kontinentet, så længe der endnu ikke er afklaring om Storbritanniens fremtid,« siger Christoffer Husted Rasmussen, partner og direktør for AT Kearney i Danmark.

Godt virksomhedsmiljø og digitalisering

Blandt de interne danske forhold, som er med til at sikre Danmark en god placering, er kvaliteten af virksomhedsmiljøet, som har givet Danmark den bedste placering blandt alle europæiske lande i Verdensbankens rangering »Doing Business«. Men også den stabile økonomiske vækst, Danmarks placering som det mindst korrupte land, og positionen som den mest digitaliserede økonomi i Europa styrker Danmark som investeringsland.

Christoffer Husted Rasmussen er ikke overrasket over, at Danmark går relativt meget frem på dette års liste.

»Vi ser en del udenlandsk kapitalinteresse i Danmark, og vi har en utrolig stærk industri, så det kommer ikke bag på mig. Specielt ikke når man ser på det erhvervsvenlige klima, forudsigeligheden i den økonomiske politik og vores meget fleksible arbejdsmarked,« siger han.

Rapporten nævner blandt andet japanske NECs opkøb af IT-virksomheden KMD, og høreapparatfusionen mellem tyske Sivantos og danske Widex.

Langtidseffekt af hvidvasksag er uvis

Danske Banks hvidvaskskandale bliver også nævnt i rapporten, hvor det konstateres, at skandalen tilsyneladende ikke har påvirket udenlandske investorers appetit på Danmark som muligt investeringsland. Indtil videre.

»Men langtidseffekten på tilliden til landets finansielle system er usikker,« som der står i rapporten.

De 500 topledere, der har deltaget i undersøgelsen, er generelt optimistiske omkring den globale økonomi. 62 pct. af dem siger, at de er mere optimistiske, end de var sidste år: Men andelen af optimistiske topchefer er faldende, og det bør den næste danske regering skrive sig bag øret efter det forestående folketingsvalg, mener Christoffer Husted Rasmussen.

»Der er mange indikationer på, at der kommer en afmatning i både verdensøkonomien og i Europa. Og i den kontekst er det positivt, at Danmark er så stærkt placeret i forhold til at tiltrække udenlandske investeringer. Uanset hvem, der overtager regeringsmagten herhjemme, er det ekstremt vigtigt at holde fast i alt det, der sikrer, at Danmark forbliver et attraktivt investeringsland,« siger han.

Han henviser til, at gennemførte udenlandske investeringer på globalt plan er faldet siden 2015. I Danmark har Nationalbanken vurderet, at omfanget af direkte udenlandske investeringer i Danmark faldt med 11 milliarder kr.