Det er efterhånden det vigtigste tal for USAs økonomi. Amerikanerne stemte på Trump i høj grad, fordi han lovede dem lavere priser. Men toldmuren og Trumps mange andre tiltag skubber inflationen den modsatte vej.
I august steg priserne med 0,4 procent fra måneden før. Det er hurtigere end forventet af analytikerne. Det bringer inflationen op på 2,9 procent. Dynamikken de seneste to måneder svarer dog til en omregnet årsvækst på godt over tre procent. Der er altså et større opadgående underliggende pres på inflationen, end den »almindelige« inflationsberegning viser.