Centralbankernes tid er forbi

Centralbankerne har været hurtige til at komme med nye faciliteter for at afhjælpe virksomhedernes problemer som følge af coronakrisen. Men den tid er forbi, hvor pengebureaukraterne kunne holde hånden under aktiemarkedet med mere »sukker«. Det er afslutningen på et langt og ikke nødvendigvis særligt sundt forløb.

Dengang for ikke så længe siden, da der var noget at smile af. Verdens to førende centralbanker, ECB med Christine Lagarde i spidsen og Federal Reserve med Jerome Powell ved roret, er nu styret af jurister. Deres tømte arsenal skyldes de økonomer, der tidligere har brugt for meget krudt på at støtte aktiemarkederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eitan Abromovich/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aktierne og renterne pisker op og ned i jagten på et fast grundlag. Forbi er de dage, hvor man kunne sige »grassat« om et fald i aktiekurserne på 0,8 procent.

Vi ved, at der er en anden side af coronakrisen. Men vi ved ikke, hvor lang tid der går, inden vi når den. Og vi ved ikke, hvor meget dybere vi skal ned, før der kommer lys for enden af tunnelen.

Hvad der også gør den økonomiske side af coronapandemien endnu mere uforudsigelig er, at der mangler noget i vores forsvarsværker. Der mangler centralbanker, der effektivt og massivt kan genoprette tilliden til, at det nok skal gå alt sammen.

Det havde vi i 2008, da finanskrisen brød ud. Det var en krise, der havde den finansielle sektor og de finansielle markeder som epicenter. Derfor var det også naturligt, at det i høj grad blev centralbankerne, der trådte til. Der var også en koordineret indsats fra de vestlige regeringer, bakket op af tiltag i mange nye vækstøkonomier, der pludselig kom til at fylde meget mere end tidligere i den globale økonomi.

Men det var centralbankerne, der reddede den globale økonomi. Ikke ved rentenedsættelser, selv om renterne blev banket i nul og senere under nul. Men ved alle de kreative tiltag man opfandt undervejs.

Det var især den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der gik foran. En gennemgang af Federal Reserves balance vil vise et væld af bogstavkombinationer, der alle dækker over en hjælpefacilitet oprettet til en bestemt problemstilling. Mange af disse faciliteter blev aldrig brugt. For selve eksistensen af hjælpefaciliteten var nok til at genoprette tilliden og gøre dem unødvendige. Men de spillede alligevel alle sammen en vigtig rolle.

Federal Reserves politik var en udpræget grad af »whatever it takes« – hvad der end skal til – selv om formuleringen er tilknyttet Den Europæiske Centralbank, ECB, og ikke mindst chefen Mario Draghis redningsaktion for euroen i 2012.

ECB oprettede en ubegrænset hjælpefacilitet, Outright Monetary Transactions, OMT, hvor ECB kunne købe obligationer direkte fra et land, hvis landet underkastede sig et reformprogram. En slags europæisk variant af den betingede hjælp fra Den Internationale Valutafond, IMF. OMT-programmet er endnu ikke blevet anvendt, men eksistensen var nok til, at de finansielle markeder stoppede angrebet på de svage eurolande, især Italien. Det kan komme i spil på et senere tidspunkt, hvis Italiens problemer ikke kan løses uden en hjælpepakke.

Man skal sætte op for at kunne sætte ned

I USA begyndte man langsomt at rulle den ekstremt lempelige pengepolitik tilbage allerede i 2014, hvilket fortsatte indtil udgangen af 2018. Så var renten kommet op i 2,5 procent, og man havde fået smidt 700 mia. dollar af den oppustede balance.

Men i euroområdet gik det modsat. ECB fortsatte med store opkøb af statsobligationer og en negativ rente – på trods af flot økonomisk vækst og ikke mindst en ledighed, der er tæt på det laveste nogensinde. Seneste lempelse var i september 2019. Javist havde europæisk økonomi tabt fart, men var der virkelig behov for hjertestarteren? Nej, det var der ikke.

Resultatet er, at Europa står uden renten som våben mod en krise som den, vi nu oplever. De angelsaksiske G7-lande, USA, Canada og Storbritannien, har alle kunnet sætte renten ned.

Det er ikke sådan, at centralbankerne ikke har leveret vigtige bidrag til at håndtere coronakrisen. I stedet for de store og spektakulære ting, som vi har set ved tidligere kriser, har de alle denne gang haft laserfokus på at støtte bankernes udlån til virksomhederne og dermed forhindre, at det pludselig ophør af indtjening gav sig udslag i, at bankerne klappede kassekreditten i. Det lærte man af finanskrisen. Nationalbanken har også bidraget med en dansk variant. Alle disse tiltag skal spille sammen med regeringernes forsøg på samme.

Mens fokus på virksomhedernes likviditet og et velfungerende pengemarked er godt ud fra et vækstperspektiv, er der én gruppe, der føler sig holdt udenfor. Aktiemarkederne, der nu i årevis har kunnet regne med, at store kursfald ville udløse massive indgreb fra centralbankerne for at rette op på situationen. Det har givet et asymmetrisk risikobillede. For når »sugerdaddy« står klar med lempelser, hvis markedet falder, kan kurserne jo stige endnu mere.

Sådan er det bare ikke længere. ECBs chef, Christine Lagarde, kom til at sige det, der er sandheden. At det er finanspolitikken, der er første forsvarslinje i kriser. At centralbankerne ikke spiller hovedrollen, men at det politiske system må på banen. Samme budskab kom fra Federal Reserves chef, Jerome Powell, sidste sommer.

Det er bare ikke det, de finansielle markeder har vænnet sig til. Hvis centralbankerne har udtømt deres evne til at være supermænd, hvad skal ting så koste? Det er ikke det samme, som at renten nu skal stige kraftigt og boliger falde i pris. Men hvis der ikke er nogen til at holde en bund under aktiekurserne, kan det være, at de ikke skal koste så meget som før. Selv ikke på den anden side af coronakrisen. Det er måske også en af de erfaringer, vi tager med os. Eller også er det hele glemt igen om seks måneder, når markederne når nye rekordhøjder.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør