Godeftermiddag og velkommen til ugens første update fra Berlingske Business.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Lad os springe ud i det:

Standser betalinger: Dansk modehus er i krise

Inflationen og de høje priser påvirker forbrugerne i flere lande, og det rammer nu den danske modevirksomhed Minimum A/S.

Selskabet, der har salg i flere lande, er under behandling for rekonstruktion. Det fremgår af cvr-registeret, skriver Finans.

Ledelsen skriver, at »den aktuelle krise på de europæiske markeder har betydet, at Minimum A/S ser sig nødsaget til at indlede akkordforhandlinger med sine kreditorer for derigennem at få skabt et sundere fundament for virksomhedens fremtid.«

Administrerende direktør i Danske Mode & Textil, Thomas Klausen, siger til Finans, at der kan komme flere rekonstruktioner blandt danske selskaber, fordi tøjsalget er faldet drastisk i flere lande.

Rema 1000-ejer jagter børsnotering

Ejerne af den danske den danske discountkæde Rema 1000 ønsker fortsat en børsnotering,

Det oplyser ledelsen i det norske, familieejede holdingselskab Reitan til Finans.

I forbindelse med, at børsplanen af Reitan Retail blev lanceret for to år siden, oplyste Reitan AS, at der var hyret rådgivere til en proces, der kan ende med at udbyde en mindre del af ejerskabet på aktier.

»Der er fortsat et stærkt ønske om at skabe en arena for medejerskab sammen med ejerne i Reitan-familien, men i kraft af global uro i markederne er nu ikke det rigtige tidspunkt,« siger holdingselskabets talsperson, Berit Hvalryg, til Finans.

Lav svensk krone sender danskere over sundet i stor stil

Den lave svenske krone er igen under 66 øre, og det får danskerne til at valfarte til Sverige på billig ferie og shoppingture.

Og det i så stor stil, at påskeferien ser ud til at sætte rekord i danske rejsende over Øresund. Det skriver TV 2.

Rederiet ForSea, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg, oplyser til TV 2, at det forventer over 80.000 gående passagerer i påskedagene. Lørdag var over 20.000 gående passagerer med færgen over sundet, og rederiet skal tilbage til marts 1992 for at registrere så mange på en dag.

Også Øresundsbroen oplyser til mediet, at der er uset mange danske bilister i øjeblikket. I de første 12 uger af året var den danske fritidstrafik over broen 27 procent højere end samme periode i 2019.

Tre artikler fra Berlingske Business, som du bør læse

Skulle du ikke have fået nærlæst Berlingske Business i dag, er her tre artikler, som du ikke bør gå glip af.

A: Nøglemedarbejdere med trecifrede millionbonusser opsagt: »Alvorligt tillidsbrud« og »illoyal adfærd«

Sagen om de tre ansatte i Energi Danmark, som samlet har optjent en bonus i 2022 på mindst 750 millioner kroner, eskalerer yderligere.

Læs artiklen her.

B: Illum holder fast i traditionen: Leverer bragende underskud for tiende år i træk

Pengene fosser endnu engang ud af kassen i Danmarks mest luksuriøse stormagasin. Og sådan har det været siden 2013. Selv ser topchefen noget mere positivt på Illums tilstand.

Læs artiklen her.

C: Oliechok skubber renter i vejret: »Regningen havner hos danskerne«

Inflationen var endelig på vej ned, men nu har OPEC+ pustet til frygten for, at forbrugerpriserne kommer til at forblive høje i endnu længere tid. Det skubber renterne op.

Læs artiklen her.