Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godeftermiddag og velkommen til onsdagens Business-update her på Berlingske.
Vi har som altid været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien netop nu.
Den seneste store nyhed er, at SF har forladt regeringsforhandlingerne. Du kan følge udviklingen i regeringsforhandlingerne her.
Inden vi når til historien om den rigeste mand i Norge, skal vi forbi landets supermarkeder:
Inflationen får supermarkeder til at skrue op for egne varer
Efter en periode med store prisstigninger i supermarkederne, skruer dagligvarekæderne nu op for salget af egenproducerede varer. Det skal sikre, at kæderne fortsat tjener penge, når forbrugerne har stort fokus på pris.
I 2002 udgjorde kædernes egne mærker 23 procent af de solgte varer, mens de i dag udgør mere end 33 procent Det viser tal fra organisationen PLMA International, som Finans omtaler.
»Kunderne er i humør til billigere varer, og en væsentlig samt stigende andel af salget ligger i vores egne varemærker. Kunderne ændrer adfærd i krisetider, og det ser vi tydeligt nu,« siger Jean Ladehoff, chef for private label i Salling Group, der ejer kæderne Netto, Føtex og Bilka.
Lønkamp venter efter nytår: »Det ser vanskeligt ud«
Når der til foråret er overenskomstforhandlinger for 600.000 ansatte i den private sektor, er risikoen for, at det ender i konflikt, markant større end normalt.
Det vurderer Søren Kaj Andersen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, over for Børsen.
Mange er presset af de største prisstigninger i 40 år, alt imens inflationen sætter sig i lønmodtagernes købekraft. Samtidig peger mange økonomer på, at vi står på tærsklen til recession, der kan byde på store fald i beskæftigelsen.
»Den bane, man kan lande et forlig på, er blevet meget kort. Det handler virkelig meget om løn denne gang, og det ser vanskeligt ud,« siger Søren Kaj Andersen til Børsen.
29-årig model topper listen over Norges rigeste
Onsdag er de norske skattelister blevet offentliggjort, og her kan man se, hvilke personer der har de største formuer.
Det er igen i år den 29-årige Gustav Magnar Witzøe, der topper listen over de rigeste. Det skriver det norske medie E24.
Gustav Magnar Witzøe, der er model og laksearving, havde sidste år en formue på 14 milliarder kroner.
Han er arving til laksegiganten Salmar og ligger også øverst på listen over nordmænd med de højeste indtægter sidste år. Den lød på 850 millioner kroner.
Der er et stykke vej fra Gustav Magnar Witzøes formue på 14 milliarder kroner til de rigeste danskeres formuer.
I Danmark troner Lego-familien Kirk Kristiansen på listen med en formue 255 milliarder koner.
I Norge er listen opdelt på enkeltpersoner, og derfor ligger også flere medlemmer af den stenrige Reitan-familie i top-ti. Reitan er en stor dagligvarekoncern, der blandt andet ejer Rema 1000.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A: Renten falder – og det er godt nyt for disse boligejere
5,0-procents lånet med afdrag er sendt ud i kulden. Dermed bliver det billigere for potentielle boligkøbere at få et fastforrentet lån. Samtidig baner rentefaldet vejen for, at en konvertering kan være interessant for en særlig gruppe af boligejere.
B: Saxo Bank opgiver børsplaner
Saxo Bank var endelig klar til at blive børsnoteret, fortalte banken i september. Nu er planerne opgivet.
C: Kun få kender det: Få skatteekspertens fif til at opnå ekstra pensionsfradrag
Det er blevet tid til at overveje, om du skal skyde ekstra ind på pensionsopsparingen og opnå et særligt skattefradrag. Især topskatteydere kan drage fordel af det, påpeger chefkonsulent Henning Boye Hansen fra BDO.