Velkommen til ugens første Business-update.
Det er svært at komme uden om søndagens europaparlamentsvalg, der fortsat dominerer i nyhedsstrømmen. Derfor er dagens e-avis også en særudgave med de vigtigste perspektiver fra valget.
Resultatet af europaparlamentsvalget har skabt øget politisk usikkerhed i Europa. De europæiske aktiemarkeder falder derfor på bagkant af den øgede usikkerhed.
Vi giver dig et overblik over dagens indtil videre vigtigste erhvervsnyheder her.
God læselyst!
#1 Er Tesla-effekten forsvundet? Noget tyder på det
Halvdelen af alle nye biler, der sælges på det danske marked, er elbiler.
Senest har Tesla endnu en gang nedsat prisen på nogle af sine mest populære modeller, nemlig fire udgaver af Model Y og tre udgaver af Model 3 – alle med mellem 10.000 og 30.000 kroner.
Men siden da er det, som om noget har ændret sig. Tesla har ellers været dominerende for, hvordan prisudviklingen har været på det danske bilmarked.
Skruede de ned for prisen, fulgte de andre priser trop, skriver Finans, der har konsulteret bilmarkedsanalytikeren Jan Lang om, hvorfor der ikke er samme ændringer at spore på det danske bilmarked.
»Forhandlernes holdning til Tesla har jo også indflydelse på deres villighed til at sælge bilerne. Den er aftagende, og årsagen er her, at de er usikre på værdien af en brugt Tesla – stiger de eller falder de i pris? Kommer der leasingtilbud og så videre? Den uigennemsigtige prispolitik gør Tesla til en vanskelig størrelse på brugtbilmarkedet,« skriver Jan Lang i et skriftligt svar til Finans.
#2 Ny Hummel-chef efter millionunderskud
Det danske sportsbrand Hummel kom ud af 2023 med et underskud på 97 millioner kroner.
Lars Stentebjerg, der er topchef hos Hummel, erkender, at det er et utilfredsstillende, men nødvendigt resultat, hvis man vil tjene penge.
»Foruden et hårdt og presset sportsmarked har vi primært stået med en stor udfordring i forhold til et for højt varelager, hvor vi har haft et efterslæb fra de sidste par år,« siger han i meddelelse.
Til Finans fortæller Lars Stenteberg, at målet fremover er at fokusere forretningen yderligere:
»Vores ambitioner er intakte med målet at blive blandt de ti største sportsbrands i verden. Men vi har været gennem en periode med udfordringer. Det skal vi have vendt, så vi atter er en profitabel forretning. Ud over et hårdt og presset sportsmarked har det blandt andet været en udfordring for os med et for stort varelager, som vi har måttet realisere. Det har kostet i 2023,« fortæller Lars Stentebjerg til Finans.
Hummel ejes af Christian Stadil gennem Thornico-koncernen. Og koncernen havde i 2022 et underskud på cirka 100 millioner kroner – en negativ retning, der er fortsat i 2024.
#3 Topchef har længe pønset på salg af Oslobåden
Den administrerende direktør i Oslobåden, Torben Carlsen, overvejer at sælge den ikoniske Oslobåd-rute mellem Norge og Danmark.
Det skriver Børsen, der har interviewet direktøren.
»Vi har vurderet, at det er bedre, at ejeren er en, der er fokuseret på at udvikle passageroplevelsen. På den måde sikrer vi, at de ansatte fortsætter, at der bliver udviklet og investeret i ruten, frem for at vi måske stod om fem år og skulle tage nogle mere trælse beslutninger,« siger han til Børsen.
Og beslutningen kommer ikke ud af det blå, kan han fortælle mediet.
»Det har været vigtigt for os at få taget beslutningen tidligt nok til, at det er en attraktiv rute, hvor der er nogen, der har villet tage stafetten,« fortæller Torben Carlsen til Børsen.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A. Novo Nordisk Fonden giver 120 millioner kroner til atomforskning
Novo Nordisk Fonden uddeler i alt 120 millioner kroner til forskning i nuklear energi eller kernekraft i Danmark. Et af projekterne retter sig direkte mod nogle af de største udfordringer, som de danske atomkraftpionerer hos Seaborg og Copenhagen Atomics er løbet ind i. Læs historien her.
B. Ny politisk virkelighed i EU. Danske prioriteter i skudlinjen
Valget til Europa-Parlamentet kommer til at vende op og ned på mangt og meget i de kommende år – og på dansk politik. Tidligere prioriteter vil blive udvandet. Nye fokusområder kommer til. Politisk usikkerhed giver stor usikkerhed om den førte økonomiske politik. Analyse fra Ulrik Bie. Læs historien her.
C. Denise Christensen genopfinder Birger Christensen
Denise Christensen er vokset op i et socialt boligbyggeri og meget langt fra en verden med eksklusive mærkevarer. Trods skepsis fra omverdenen har hun formået at genopfinde den 155-årige ikoniske københavnervirksomhed Birger Christensen, som tidligere var forbundet med pelse og overdådig luksus. Læs historien her.