God morgen og velkommen til en ny uge.
I nat landede den såkaldte sommerpakke, der skal sætte gang i økonomien. Pakken er del af en politisk aftale med størstedelen af Folketingets partier og indebærer blandt andet, at danskerne senest til oktober vil kunne få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.
Sommerpakken kommer vi helt sikkert til at høre mere om i dag, men først skal vi lige runde de væsentligste erhvervsnyheder.
1. Stjernearkitekten Bjarke Ingels ser store muligheder i 3D-print
Den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels ser store muligheder for at tage produktion tilbage til Vesten fra Kina blandt andet ved hjælp af 3D-print.
Ifølge Bjarke Ingels har coronapandemien fået mange virksomheder til at indse svaghederne ved at være afhængig af produktion på den anden side af kloden. Derfor kan tiden nu være kommet til et opgør med lange, globale forsyningskæder, og derfor kan covid-19 være med til at sætte fart på udviklingen af nye produktionsformer.
»Den vestlige verden kan med teknologisk udvikling godt blive en producerende økonomi igen. Det, tror jeg kun, vil blive accelereret af det her,« siger Bjarke Ingels til Finans.dk.
Han peger på, at 3D-print giver større fleksibilitet og besparelser på transport og giver mulighed for at fremstille ting, som ikke er muligt med mere konventionelle produktionsformer.
Samtidig er der er mindre affald forbundet med 3D-print end ved mere konventionelle produktionsformer.
2. Tunge erhvervsprofiler: Sådan redder vi erhvervslivet ud af coronaens skygge
På forsiden af dagens Berlingske kan du i dag læse, at regeringen bør sætte sig et mål om, at Danmark skal være det land i EU, som forbedrer sin konkurrenceposition mest under coronakrisen.
Sådan lyder det fra en række af de tungeste kapaciteter i erhvervslivet, som brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels, DVCA, har samlet i et såkaldt advisory board.
Når ambitionen er sat, bør regeringen dimensionere alle indsatser efter, at den når målet, lyder det fra formand for DVCA, Christian Frigast.
Udover den erfarne kapitalfondsmand består ekspertpanelet bl.a. af PFA-topchef Allan Polack, nuværende Danske Bank-direktør og kommende ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen samt økonomiprofessor og tidligere vismand Nina Smith.
Udgangspunktet er bl.a., at det tog Danmark alt for lang tid at komme tilbage fra finanskrisens økonomiske slag, da der gik seks et halvt år, før vi havde genoprettet BNP til niveauet før krisen.
For at nå det overordnede mål kræves tre underspor, lyder det. Et attraktivt investeringsmiljø, en grøn genstart og en arbejdsstyrke rustet til fremtiden.
Blandt de konkrete forslag lyder det, at regeringens 13 klimapartnerskaber skal sætte sig sammen igen. Denne gang skal de regne på jobeffekterne i de allerede fremlagte forslag til at nå Danmarks mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.
Så kan regeringen nemlig lave en grøn jobplan og starte der, hvor der skabes mest økonomisk vækst og flest job på kort sigt.
Adm. direktør i PFA Allan Polack kalder klimapartnerskabernes arbejde for »danmarkshistoriens største samlede konsulentarbejde«.
»Jeg kan ikke holde ud, hvis vi ikke bruger det arbejde her også. Covid-19 har lagt en ny præmis, men hvorfor ikke tage alle de gode forslag og få dem prioriteret, så de kan hjælpe med at få gang i både den grønne omstilling og genstarten af dansk økonomi ved at få skabt nogle arbejdspladser hurtigt, som kan absorbere de ret betydelige afskedigelser, vi har set og forventer at se,« siger Allan Polack om anbefalingen.
Læs historien her.
3. Iværksættere foreslår høj CO2-afgift
En klimaafgift er et grundvilkår for, at grønne iværksættere kan lykkes, mener et selvbestaltet klimapartnerskab nedsat af Tommy Ahlers (V) ifølge Børsen.
Det 14. klimapartnerskab for iværksættere med blandt andet tidligere Endomondo-stifter Mette Lykke er mandag klar til at præsentere sine anbefalinger til, hvordan Danmark kan sætte mere skub i det grønne iværksætteri. Og som det første klimapartnerskab i erhvervslivet foreslår iværksætterne blandt andet at indføre en høj CO2-afgift i stil med Klimarådets forslag som et grundvilkår.
»Hvis vi skal være førende som grøn iværksætternation, er det en nødvendig forudsætning, at det koster penge at forurene. Der er nødt til at være fair kommercielle vilkår,« siger Mette Lykke.
Ud over Mette Lykke, som i dag er CEO i Too Good To Go, er navne som Vigga Svensson fra Continued Fashion, Søren Riis fra Gomore og Tommy Andersen fra Byfounders en del af klimapartnerskabet.
4. Regningen for coronakrisen kan lande på 32.000 kr. per dansker
Selv om det langsomt er begyndt at se bedre ud for den danske økonomi, er coronakrisen slet ikke forbi endnu, og den kan blive langvarig.
I sidste uge kom OECD med lidt af et skrækscenarie for den danske økonomi, og hvis det kommer til at holde stik, vil coronakrisen give et tab for den danske økonomi på 188 mia. kr. frem til udgangen af 2021. Det vil i givet fald betyde, at coronakrisen til den tid har givet en regning til danskerne, der svarer til 32.000 kroner pr. indbygger.
Det er Dansk Erhverv, der her i Berlingske har haft den store kugleramme fremme, og den viser nogle knap så lystige tal. I OECDs mest dystre scenarie kommer der et andet smitteudbrud, og det vil give et fald i vores samlede produktion, BNP, på hele 7,1 pct. i år. Det skal sammenlignes med, at vi før krisen så ind i en økonomisk vækst både i år og næste år på 1,3 pct. Således en forskel på knap ti procentpoint – eller mere end det værste år i finanskrisen gange to.
»Det er et kæmpe stort dyk i den internationale og danske økonomi. Vi står over for en økonomisk genopretning, der kan komme til at tage årtier, hvis vi skal tilbage på det vækstspor, vi havde, før krisen ramte. Det er den udfordring, vi ser ind i. Vi skal tilbage til den samme vækst, som før krisen ramte. Hvis vi ikke kommer det, vil det komme til at koste os velstand i de næste mange år,« siger cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer.
Dette skal du holde øje med manddag
Investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, kommer her med sine bud på, hvad investorerne bør være opmærksomme på mandag:
Der er lagt op til en lettere urolig start på aktieugen. Amerikanske futures indikerer en negativ indledning på ugen, og de danske aktier vil formentlig starte ugen med et fald på lidt over 0,5 pct.
Investorerne står midt i et vadested. På den ene side tror de, at det værste er overstået for økonomien. På den anden side har aktierne indhentet en del af det tabte, og det kortsigtede potentiale er moderat/mindre. Forude venter en potentielt urolig sommer, hvor de kommende måneder kan blive præget af regnskaber af varierende »kvalitet«.
Covid-19 er fortsat et tema og kan ikke betragtes som besejret endnu. Investorerne er derfor fortsat forsigtige. Det vil også kunne mærkes på aktiekurserne i dag.
Markederne i dag:
USA lukkekurser fredag
Dow Jones +1,90 pct.
S&P 500 +1,31 pct.
Nasdaq +1,01 pct.
Indeks mandag kl.06.30
Japan Nikkei -1,15 pct.
Hongkong Hang Seng -0,62 pct.
Kina CSI -0,01 pct.