Fisketorvet genbesøgt: En enkelt stjerne til tomhedens katedral

Berlingskes fotograf blev bortvist, da vi forsøgte at indfange shoppingcentrets indmad

En Las Vegas-klon med glatte murstensbastioner og sort, lukket og afvisende glas. Udefra er Fisketorvet næsten ikke arkitektur. Indeni er det kulissernes kulisse. Linda Kastrup

Et angstfremkaldende overlæs af ting, et nødvendigt onde, dårlig stil eller måske et stykke nødvendig kultur? Hvad er et moderne shoppingcenter egentlig? Det er noget, man bør interessere sig for. I hvert fald her efter coronakarantænen, hvor vi har lært, at vores shopping malls er vigtigere end vores museer – altså ifølge regeringen, der ikke tog sig sammen til at åbne de centrale kulturinstitutioner før to uger efter, at shoppingcentre som Field’s, Frederiksberg Centret og Fisketorvet havde været genåbnet i ugevis.

Storbyens flossede bagside

Fisketorvet ligger på Kalvebod Brygge, i Københavns sammenfiltrede indflyvningsspor, hvor der helt frem til 00erne næsten udelukkende fandtes kæmpestor infrastruktur, rangerterræn, benzintanke, kraftværk og kontorbygninger. Byens bagside med andre ord – sådan som den ser ud i alle vestens storbyer, dér hvor motorvejen og jernbanen kommer ind.