Det bliver ikke mange danske virksomheder, der kommer til at følge i Mærsks fodspor og kræve, at deres medarbejdere skal være vaccinerede. Corona er ikke længere en samfundskritisk sygdom, og derfor skal der ikke være generelle restriktioner i de danske virksomheder.
Sådan lyder det fra Dansk Industri, DI, der er landets største enkeltstående arbejdsgiverorganisation med lige over 18.000 virksomheder som medlemmer. Udtalelserne kommer på baggrund af, at Mærsk torsdag meddelte, at selskabet i løbet af tre måneder vil indføre en model, hvor medarbejdere skal være vaccinerede for at få lov til at møde ind på kontoret.
Medarbejdere, der ikke er vaccinerede, skal arbejde hjemmefra. Modellen blev afvist af både Djøf og DM, der er et af de andre store fagforbund for akademikere. Begge de to store fagforbund mener, at kravet om vaccine er ulovligt.
DI tager ikke direkte stilling til det juridiske, men er alligevel klar i mælet.
»Corona er ikke en samfundskritisk sygdom i Danmark, næsten ni ud af ti danskere over 12 år er vaccineret, og så vidt vi forstår myndighederne, har vi ikke indlæggelser på et niveau, der lægger et bekymrende pres på sundhedsvæsenet,« siger personalejuridisk chef i DI Søren Dupont Dall.
»DI opfordrer derfor til, at der ikke indføres generelle restriktioner i Danmark, og vi tror heller ikke, at Mærsk-løsningen er en model, vi vil se udbredt til store dele af dansk erhvervsliv,« siger Søren Dupont Dall.
Han understreger, at danske virksomheder naturligvis følger coronasituationen tæt.

»Det gælder ikke mindst virksomheder, der har aktiviteter og medarbejdere rundt om i verden, hvor smitte og indlæggelse er på helt andre niveauer end i Danmark. Derfor er det naturligt og med vanlig rettidig omhu, at en global aktør som Mærsk afsøger mulighederne for at sikre tryghed på deres arbejdssteder,« siger Søren Dupont Dall og tilføjer:
»Der kan dog, som Mærsk også selv anfører, være juridiske aspekter, som skal afklares i forbindelse med en konkret implementering.«
Vil gribe muligheden
Det skabte en del debat, da Mærsk gik ud med meldingen om vaccinekrav torsdag. Det er den første virksomhed i Danmark, der vil tage et så drastisk skridt. Men flere amerikanske techgiganter – som Facebook, Netflix, Microsoft og Google – kræver allerede af de ansatte, at de er vaccinerede.
Det samme gælder for eksempel CNN, Netflix og Uber. Fredag er det så kommet frem, at Letland netop har indført en lov, som giver virksomheder lov til at afskedige vaccinenægtere.
Men sådan kommer det ikke til at gå herhjemme.
Hos landets største fagforening for kontorpersonale i form af HK glæder man sig over meldingen fra DI.
»I HK håber vi – på linje med hvad Dansk Industri forudser – at Mærsk-løsningen ikke vil være noget, som mange danske arbejdspladser tager til sig. Vaccinerne giver os mulighed for at stå stærkere mod corona, og i HK håber vi, at rigtig mange, der kan, fortsat vil gribe den mulighed,« siger HK Danmarks nye formand, Anja C. Jensen.

»Men udgangspunktet er helt klart, at man ikke som virksomhed kræver, at folk bliver vaccineret. Det er et indgreb i ens egen krop. Vi har en høj andel vaccinerede i Danmark, så der må være andre midler, Mærsk kan tage i brug – omplacering til andet arbejde, frivilligt hjemmearbejde osv.,« siger Anja C. Jensen.
Hun fremhæver, at HK mener, at det bedste vil være, hvis arbejdsgivere finder fælles løsninger med de ansatte:
»Så alle kan føle sig trygge ved at gå på arbejde – samtidig med at der tages hensyn til virksomhedens drift,« siger Anja C. Jensen.