Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Justering af tysk finanspolitik kan skabe 3.700 danske job

Den Internationale Valutafond har opfordret Tyskland til at øge de offentlige investeringer. Nu viser en ny analyse, udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, at det vil skabe næsten 4.000 arbejdspladser i Danmark, hvis Tyskland skruer lidt op for de offentlige investeringer.

Offentlige tyske investeringer som her i en jernbanetunnel i Stuttgart kan generere tusindvis af arbejdspladser i resten af Europa – også i Danmark. Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix

Tysklands økonomi har tabt pusten. Væksten var negativ i andet kvartal, og mange industrivirksomheder har svært ved at fylde ordrebøgerne.

Men ved at skrue op for de offentlige investeringer kan Tyskland skabe tusindvis af arbejdspladser – i hele EU. Alene i Danmark vil der blive skabt 3.700 nye job, hvis Tyskland vælger at øge de offentlige investeringer med én pct. af landets bruttonationalprodukt, BNP.