Aktiviteten i euroområdet voksede med 0,2 pct. i sidste kvartal, hvilket er marginalt mere end i 3. kvartal, men fortsat en klar afmatning i forhold til tidligere på året. Det betyder, at årsvæksten aftog fra 1,6 pct. til 1,2 pct. Det er den laveste vækst siden euroområdet bevægede sig ud af gældskrisen i 2013.
Blandt de større vesteuropæiske økonomier er der vækst på 2 pct. og derover i Østrig, Finland, Spanien og Holland. Irland sprinter fortsat som en vækstøkonomi og Grækenland - Europas syge mand - havde en årsvækst på 2,2 pct. i 3. kvartal. Der er endnu ikke græske tal for 4. kvartal, men tillidsindikatorerne er også faldet lidt her.