Analyse: Sådan er det gået med Trumps straftold på stål

Ikke overraskende er stålpriserne steget kraftigt på det amerikanske marked, siden ståltolden blev annonceret for knap et år siden. Produktionen er også steget, men det er stålbeskæftigelsen ikke. Andre sektorer er blevet påvirket i form af lidt højere priser, men forbrugerne er endnu ikke blev ramt. Den samlede effekt forventes at være negativ, men er ikke for alvor synlig endnu.

Beskæftigelsen i den amerikanske stålindustri er ikke steget, efter at ståltolden blev indført, men der produceres mere til en højere pris. Wolfgang Rattay/Ritzau Scanpix

Da præsident Trump for knap et år siden annoncerede en 25 procents straftold på importeret stål (og aluminium) af hensyn til den nationale sikkerhed, lød der et ramaskrig fra USAs handelspartnere og de mange amerikanske virksomheder, der anvender stål i deres produktion.

Til gengæld var der mere positive toner fra de amerikanske stålproducenter og ikke mindst fagforeningerne. Præsidenten havde store forventninger til, at straftolden ville skabe en vending i den amerikanske stålindustri.