Hvis USA var et EU-land, havde Kommissionens budgethammer allerede været i sving mange gange. USAs statsgæld er steget til over 100 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), og underskuddet på de føderale finanser er omkring fire pct. Men i USA er budgetudsigterne fuldstændig fraværende fra den politiske debat. Det var ellers den drivende kraft i Teaparty-bevægelsens fremkomst, og Republikanerne har traditionelt betragtet sig selv som det finanspolitisk ansvarlige parti.
Præsident Obama arvede en recession og et finanspolitisk morads, men viste aldrig i sine otte år en plan for at opnå balance på den føderale budgetbalance. Da præsident Trump overtog magten, var budgetunderskuddet allerede stigende målt i dollar, og siden er det gået hastigt ned ad bakke på trods af rekordlav ledighed og pæn økonomisk vækst. Det er ellers er de bedste betingelser for en budgetforbedring.
Skattereformen fra december 2017 lægger yderligere 1.455 mia. dollar til underskuddet de kommende ti år, og dertil kommer finanslovsaftalen fra marts, hvor begge partier kastede udgiftsloftet af sig og trykkede speederen i bund. Der regnes med yderligere udgifter (set i forhold til den hidtidige politik) på i alt 295 mia. dollar i 2018 og 2019.
Det kunne være så godt
USA har ellers nemmere end mange andre lande ved at opstille en vej til budgetnirvana.
De føderale udgifter og ikke mindst indtægter udgør kun en lille del af økonomien, og en økonomisk diktator ville have mange håndtag at dreje på for at opnå en budgetforbedring. Amerikansk finanspolitik er heller ikke særlig effektiv: Kongressens budgetkontor vurderer, at underskuddene i dollar de kommende år vil være større end væksten i den økonomiske aktivitet. Det er måske noget, som giver mening i en dyb krise, men det er ikke godt i »fredstid«. Problemet er, at det er tæt på umuligt at opnå politisk enighed om noget som helst. Derfor er finanspolitikken på en uholdbar kurs.
Det tæller også til amerikanernes fordel, at befolkningen er yngre og har været hastigere voksende end i Europa. Det giver flere hænder til at øge samfundskagen og gør det nemmere at betale gælden tilbage. Men fødselstallet i USA er faldet kraftigt, og samtidig ønsker Trump-regeringen at dæmme op for både legal og illegal indvandring. Det har både en konsekvens for den økonomiske aktivitet, men er også med til at svække de offentlige finanser i forhold til, hvis der var nok arbejdskraft.
Det bliver meget værre
Desuden er udsigterne på langt sigt mildest talt skræmmende.
De stigende renter er ikke kun et problem for boligmarkedet og gældstyngede virksomheder, men statens renteudgifter er også begyndt at røre på sig. De tidligere rentefald betød, at de samlede renteudgifter var nogenlunde konstante frem til 2016 på trods af, at gælden i dollar er blevet næsten firdoblet siden 2000. Nu stiger renteudgifterne, og renters rente er et væsentligt element i den uholdbare finanspolitiske kurs – og en vigtig forklaring på præsident Trumps udfald mod forbundsbankens renteforhøjelser.
De største budgetudfordringer venter dog lidt længere ude i horisonten. Både folkepensionen og sundhedsprogrammet for de ældre (Medicare) finansieres af fonde, der fyldes af øremærkede skatter. Fonden for Medicare løber tør for midler i 2028, hvorefter betalingen til læger, hospitaler osv. skal skæres, indtil systemet hviler i sig selv. Fonden for folkepensionen har lidt længere at løbe på, men også her skal ydelserne skæres, når opsparingen er brugt. Det er åbenlyst, at det ikke kommer til at ske; ligesom i Europa er de ældre den vigtigste vælgergruppe.
Højere skatter venter
Mens amerikansk finanspolitik hverken er et emne i den politiske debat eller de finansielle markeder, er det en snigende risiko, der på et tidspunkt vil få sit eget liv. Jo længere tid man venter med at gribe ind, desto hårdere bliver de nødvendige indgreb.
Det er næsten umuligt at opstille en vej til varig budgetforbedring i USA, der ikke indeholder højere skatter. Derfor kommer der heller ikke en justering af kursen før, at det er åbenlyst for enhver, at »noget« må gøres. Hvorvidt kreditvurderingsbureauerne har modet til at påpege udfordringerne og risikere præsidentens vrede, er et godt spørgsmål. Det kan være, at de finansielle markeder kommer først med at sætte problemet på dagsordenen.
