Landets 879.000 offentligt ansatte må være svært tilfredse. Nu styrer de offentligt ansatte i staten, kommunerne og regionerne mod tårnhøje lønstigninger. Det er ovenikøbet lykkedes at skabe det indtryk, at de offentligt ansatte måtte fire på deres krav under lønforhandlingerne; tirsdag faldt den sidste brik på plads med overenskomsterne for de 110.000 ansatte i regionerne.
Intet kunne være mere forkert. Ikke alene har de offentligt ansatte ligesom ved alle tidligere overenskomster i de seneste årtier helt automatisk og uden nogen modydelser sikret sig de samme lønstigninger som i de private virksomheder. Alle får også det samme.