Røntgenbilleder afslører årtier gammelt mysterium i berømt maleri
Et berømt maleri af kunstneren Rembrandt viste sig at gemme på en hemmelighed.

Et berømt maleri af kunstneren Rembrandt viste sig at gemme på en hemmelighed.

Et mysterium er løst.
Kunstneren Rembrandt van Rijns maleri går i folkemunde under navnet »Nattevagten«, men blev oprindeligt kaldt »Militiakompagni af District II under kommando af kaptajn Frans Banninck Cocq«.
Maleriet fra 1642 er udstillet på Rijksmuseum i Amsterdam som det mest kendte maleri i museets samling.
Det illustrerer en samling af hollandske soldater i civil, som forbereder sig på at marchere ud for at forsvare deres by.
I årevis har maleriet undret konservatorer, fordi det løbende er blevet mørkere og mørkere. På den måde begyndte det fejlagtigt at se ud, som om scenen på billedet fandt sted om natten – og deraf fik det navnet »Nattevagten«.
Og nu er det årtier gamle mysterium løst – for der er fundet endnu et lag i maleriet.
Det skriver tidsskriftet Science Advances og CNN.
Konservatorer brugte røntgenstråler til at undersøge maleriet under lakken og malingen. Her opdagede de noget uventet: et lag af bly.
Det var den første undersøgelse i maleriets 400-årige historie, der kombinerede røntgenstråler med spektroskopi af en malingprøve og digitale 3D-rekonstruktioner. På den måde afslørede de et lag af bly, der aldrig før er set i Rembrandts værker.
Rembrandt og andre kunstnere fra hans tid smurte typisk et lag lim på deres lærreder for derefter at tilføje et lag af grunder.
Men der er hverken et lag lim eller et lag grunder under malingen på maleriet »Nattevagten«.
I stedet er der et lag af bly, der formentlig er blevet brugt i stedet, fordi Rembrandt har ment, at det bedre har kunnet beskytte lærredet, antager konservatorerne, der står bag undersøgelsen.
Forskernes »detektivarbejde« er en del af et konserverings- og analyseprojekt kaldet »Operation Night Watch«, som Rijksmuseum lancerede i 2019.