Lesbiske Feminister må ikke længere bruge Kvindehuset

Kvindehuset har besluttet, at medlemmer af gruppen Lesbiske Feminister ikke længere må bruge husets lokaler, fordi de ikke ønsker transfober i foreningen.

Kvindehuset i København har eksisteret siden 1978, da Den Ny Kvindebevægelse besatte huset i Gothersgade. Nu må gruppen Lesbiske Feminister ikke bruge husets lokaler. Arkivfoto: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I 1920erne kæmpede de for fri abort, i 1960erne for en plads på arbejdsmarkedet, og i nyere tid har »pussy power« og »#MeToo« defineret feminismen i Danmark.

Men nu er der intern splittelse blandt feministerne.

Kvindehuset i Gothersgade har nemlig valgt at nægte Lesbiske Feminister adgang til at bruge husets lokaler, fordi de mener, at gruppen repræsenterer et transfobisk tankesæt. De lesbiske feminister må gerne deltage i Kvindehusets arrangementer som individer, men hvis medlemmer af gruppen Lesbiske Feminister ønsker at mødes, må de fremover finde et andet sted at gøre det. Det skriver den lesbiske feminist Karen M. Larsen i et indlæg på bloggen »Til eftertanke«.

Kvindehuset bekræfter, at de ikke ønsker Lesbiske Feminister i deres lokaler, fordi de ikke kan acceptere transfobi, men vil ikke udtale sig nærmere om sagen.

Lesbisk feminist Karen M. Larsen

»De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om, hvad køn handler om.«


Lesbiske feminister er transfober

Kvindehuset påstår ifølge Karen M. Larsen, at Lesbiske Feminister er transfober, fordi de ikke begærer transkønnede og dermed ikke anerkender transkønnede som »rigtige« kvinder. Beslutningen om, at Lesbiske Feminister ikke længere er velkomne i Kvindehuset, har fået Karen M. Larsen til tasterne.

På sin blog har hun skrevet indlægget »Kampen mod de lesbiske«, hvor det blandt andet lyder:

»I praksis har de radikale transaktivisters vrede især været rettet mod de lesbiske, som kategorisk afviser at indgå i seksuelle relationer med personer, der er født med en penis uafhængig af deres kønsidentitet. At lesbiske ikke ligefrem repræsenterer kønsmagten i samfundet, men i stedet selv er en udsat gruppe, der f.eks. har en stærkt forøget risiko for at begå selvmord, er ganske ligegyldigt for disse aktivister. Når man er radikal transaktivist, må man nemlig gerne sparke til udsatte grupper, hvis disse ikke retter ind.«

Karen M. Larsen mener, at de transkønnede kvinder er de eneste, der har ret til at definere deres egen seksualitet, og at de er dårlige til at anerkende andres.

»Logikken er den, at fordi transkvinder føler, at de er kvinder, og transmænd føler, at de er mænd, så handler køn for alle om en fra kroppen løsrevet følelse. De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om, hvad køn handler om. Hvis vi andre føler noget andet, så må vi se at få ændret vores følelser.«

14. september 2019 blev Europas første permanente Trans-pride afholdt i London. Arkivfoto: Simon Dawson/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: SIMON DAWSON.

Splittelse blandt feminister

Forud for beslutningen om, at Lesbiske Feminister ikke længere er velkomne i Kvindehuset, har en gruppe transaktivister tidligere forhindret Lesbiske Feminister i at komme ind i lokalerne.

I midten af oktober ville en gruppe kvinder fra Lesbiske Feminister samles i Kvindehuset, men da de ankom, var det til en gitterport med låst kæde og en flok transaktivister med korslagte arme, som nægtede dem adgang. Det skriver Information.

Det er ikke kun i Danmark, at der opstår splittelse blandt feminister. Tværtimod.

I takt med, at der er kommet flere og flere transkønnede, som også abonnerer på den feministiske kamp, er spørgsmålet om, hvem der er »rigtige« kvinder blevet stillet i USA og Storbritannien.

Til »priden« i London sidste år protesterede en gruppe lesbiske kvinder ved at lægge sig foran optoget med et banner med ordene »transaktivisme udsletter lesbiske«. Efterfølgende tog et stort flertal i LGBT-miljøet afstand fra episoden og kaldte den transfobisk.

Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra Karen M. Larsen og Kvindehuset.