En oktobernat flygtede Sonja fra nazisterne. Der gik årtier før hun talte om det

Sonja Bandmann var 18 år, da hun i oktober 1943 blev sejlet fra Nordsjælland til svensk sikkerhed. I disse dage er det 75 år siden, at cirka 7.000 jøder slap væk fra det besatte Danmark over Øresund. »At vi blev reddet, er et mirakel.«

Sonja top
Sonja Bandmann var en af de cirka 7.000 jøder, der flygtede til Sverige i oktober 1943. Den første båd, hun sejlede ud med, sank dog, og hun lå to timer i et koldt Øresund, før hun blev reddet. Bagefter kom hun sikkert til Sverige, hvor hun boede og arbejdede indtil befrielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Sonja Bandmann klamrede sig til rælingen, mens havet skvulpede let omkring hende. Det nåede hende til hagen – resten af hendes krop lå under overfladen.

Ved siden af klamrede hendes bror sig også fast til rælingen og livet.

»Bare bliv ved med at bevæge benene, og husk: Vi siger det ikke til far og mor,« sagde hun til ham igen og igen.

Den lille håndtaske med undertøj og strømper, som var det eneste, hun fik med fra København, var for længst væk.

Så lød en luftalarm.

Sonja Bandmann var 18 år denne oktobernat i 1943, hvor hun forgæves forsøgte at krydse Øresund for at komme i sikkerhed i Sverige. Hun var en af de cirka 7.000 jøder, der i dagene og ugerne efter blev sejlet fra Nordsjælland til det neutrale Sverige. I disse dage er det 75 år siden, at redningsaktionen fandt sted, og at størstedelen af de danske jøder undgik den nazistiske klapjagt.

I dag er Sonja Bandmann 93 år gammel, og hun fortæller sin historie fra den lille dagligstue på Amager. Den er nærmest tapetseret med billeder fra et helt liv.

Winston Churchill og Niels Barfoed står på hylden i bogform sammen med et fotoalbum fra en familieferie i Spanien, og dagens avis ligger klar.

Sofaen er grøn, siddepuderne pakket ind i en plaid, og oven over hænger et foto af en efterårsskov.

Det inderste af hendes øjne er kastanjebrunt, mens en mørk, dybblå ring løber yderst. Hun holder fast i lænestolens armlæn, mens hun læner sig frem og fortæller.

Der mangler et foto i en af rammerne, men Sonja Bandmann har bedt sin familie om at give hende et. Indtil hun får det, må det hænge sådan her. Det store foto i venstre hjørne er hendes mand, Peter. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Når flugten banker på

Et par dage før Sonja Bandmann stævnede ud på det mørke hav i en robåd med ni andre, bankede det på døren hjemme hos hendes familie på Dybensgade i det indre København.

»Jeg åbner døren, og der står vores læge, men vi har ikke bestilt læge. Jeg beder ham komme indenfor, og så siger han, at vi ikke må være hjemme den aften.«

Det var 1. oktober 1943, og rygterne om en planlagt aktion mod de danske jøder var sivet fra den tyske besættelsesmagt til befolkningen. Omkring 500 jøder blev taget af nazisterne, men hovedparten af de danske jøder fik besked og valgte at flygte, ligesom Sonja Bandmanns familie gjorde.

Kort efter lægens besøg gik Sonja Bandmann derfor alene mod Nørrebro.

»Man kan ikke forestille sig, hvordan det er. Det er mørklægningstid, man må ikke gå ud, og alligevel skulle jeg gå,« fortæller hun.

Hun skulle ud til nogle kolleger, som hun arbejdede sammen med på Modepalæet på Østerbro. Der arbejdede hun som syerske.

»At stå der og banke på uden at vide, om man bliver lukket ind. Det var barsk,« siger hun.

Men døren blev åbnet, og den nat sov hverken hun, hendes søskende eller forældre på Dybensgade.

Det kom de heller ikke til igen.

Forældrene tog ud til deres grønthandler på Amager med den 12-årige lillesøster, mens hendes 19-årige bror, Harry, tog hen til en kollega.

Sonja Bandmann

»Jeg var sådan set ikke klar over, hvor alvorligt det var. Ellers var jeg ikke taget hjem. De kunne have siddet og ventet på mig. Det var lidt dumdristigt.«


Sonja Bandmann fik afbleget sit mørke hår for at se mere arisk ud, og næste dag tog hun hjem til lejligheden i Dybensgade. Forældrene havde sølvbryllup, og hun og broderen havde købt en lænestol til dem hver.

»Jeg var sådan set ikke klar over, hvor alvorligt det var. Ellers var jeg ikke taget hjem. De kunne have siddet og ventet på mig. Det var lidt dumdristigt,« siger hun.

Sonja Bandmann gjorde rent i lejligheden og ventede på, at lænestolene blev hentet, så hun kunne få pengene igen. Dem var der mere brug for nu.

»Jeg gav mig selv titlen som familiens sendebud,« siger Sonja og fortæller, at hun med sit afblegede hår gik byen rundt for at give sin familie besked om, at de skulle følges fra Nørreport i tog til Snekkersten, 40 kilometer nord for København.

Da de ankom, blev de hjulpet af nogen, de ikke kendte. De fik alle et nyt fornavn og blev klemt ind i et missionshus med omkring hundrede andre jøder. Alle ventede de på sejladsen til noget, de ikke vidste, hvad var, men som var det eneste, de havde at håbe på.

Frygten kan også mætte

Kort efter ankomsten blev der spurgt, om nogen ville melde sig, fordi der var skibslejlighed.

»Så sagde jeg til Harry: »Skal vi ikke melde os?« Vi sagde farvel til mor og far, men det var ikke så slemt, for jeg troede jo, at vi ville komme til Sverige med det samme,« siger Sonja Bandmann.

Skibene var sejlet, da de nåede frem. De ventede kortvarigt hos en tandlæge, der åbnede sit hjem for dem og serverede mad og drikke.

»Men vi kunne ikke spise. Vi var lidt kede af det, vil jeg sige.«

Endelig kom de med en lille robåd. De stævnede ud, da ti mennesker havde klemt sig ned i den. Et af dem var blot et spædbarn.

I en propfyldt robåd vil det normalt tage en times tid at ro de fire-fem kilometer til den svenske kyst. Men de nåede ikke særligt langt ud, før bådens bund gav efter for overvægten, og de kæntrede.

»Det er om natten, alt er fuldstændigt sort, og det er koldt. Jeg kunne overhovedet ikke mærke mig selv, men jeg kunne da råbe, at alle skulle fordele sig på siderne og holde fast i rælingen.

Så lød der en luftalarm, og jeg tænkte: »Gud nej, hvad sker der nu?« men der skete ikke noget.

Sonja Bandmann afbryder ofte sin egen fortælling for at understrege, hvor søde alle var, dengang hun flygtede og boede i Sverige. Hun havde kontakt med mange af dem, der havde hjulpet hende i flere år efter krigen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Jeg kan slet ikke forklare, hvordan det føltes at ligge med vand hertil,« siger Sonja Bandmann og fører sin ene hånd vandret op til sin hage. »Det var afskyeligt. Det mærkelige er, at jeg slet ikke tænkte på, at jeg selv kunne drukne.

Jeg sagde hele tiden til min bror: »Du skal bare bevæge benene, Harry«. Det var det eneste, der gik gennem mit hoved. At Harry hele tiden skulle bevæge benene, for ellers var han druknet. Han kunne ikke svømme.«

Selv om Sonja Bandmann ikke tænkte over det, kæmpede hendes krop en brag kamp for at holde hende i live.

I de første oktoberdage i 1943 nåede temperaturen op på knap 16 grader i dagtimerne, mens den laveste temperatur var syv grader. Vandet var 13 grader, da Sonja Bandmann lå i det om natten.

»Vandet var meget stille. Ellers havde vi slet ikke klaret den.«

De så flere skibe blinke og sejle forbi, uden at deres råb blev hørt, men endelig blev de reddet.

På det tidspunkt var Sonjas krop formentlig lige så kold og følelsesløs, som når ens vinterfrosne fingre ikke kan lyne jakken op.

»Da jeg kom til mig selv, fik jeg at vide, at kaptajnen havde sagt, at han ville melde os. Jeg hørte det ikke, for jeg var rigtig dårlig. En af de andre havde fortalt ham, at så kunne han godt sætte os ud igen. I stedet blev der ringet efter ambulancer.«

Tidens barmhjertighed

»Da vi kom i land, måtte vi bæres ind i ambulancerne, som stod klar. Vi kunne slet ikke gå. Der kom læger og sygeplejersker, som tog imod os på Helsingør Sygehus. De klippede tøjet af os, som var helt ødelagt efter to timer i saltvand.

Da jeg kom til mig selv næste morgen, var jeg ikke sulten. Jeg blev tilbudt noget, men jeg kunne ikke spise. Jeg var stadig bange.

Da jeg talte de andre på stuen, manglede der tre. Det var væmmeligt,« siger Sonja Bandmann.

I de første redningsdage druknede 20 personer i forsøget på at komme til Sverige.

»At vi blev reddet, er et mirakel,« siger hun.

Desperationen gav de mest håbløse både bølger at sejle på, men hurtigt fik man iværksat et netværk af fiskekuttere og skibe, som sejlede jøderne sikkert frem. Efter tre uger var næsten alle på svensk grund.

De penge, som Sonja Bandmann fik igen for lænestolene, var med til at betale for turen. Gennemsnitslønnen for en arbejder var 400 kr. om måneden i 1943, og turen kostede 2.000 kr. Prisen faldt, efterhånden som jøderne blev reddet.

»Jeg blander mig i verden, men jeg håber, jeg gør det på en god måde,« siger Sonja Bandmann. Når hun kører i bus, elsker hun at falde i snak med folk. Hvis de altså ikke sidder med »den her«. Mobiltelefonen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

På stuen på Helsingør Sygehus fik Sonja Bandmann tørt tøj og sko af lægerne og sygeplejerskerne. Trøjen var strikket, mindes hun, sort med røde pletter på. Den var noget nedringet, så hun tog den omvendt på.

De blev kørt mod et skib i en rengjort skraldebil. I bunden lå et »nydeligt« hæklet tæppe, som Sonja Bandmann sad på.

Få minutter efter at skraldebilen var kørt fra sygehuset, kom Gestapo. Nogen havde fortalt dem, at der lå syv jødiske patienter på sygehuset. Men tiden var på Sonjas Bandmanns side.

»Turen derover gik, som den skulle, men jeg talte ikke med nogen. Jeg var stum,« fortæller hun.

At græde er også et sprog

Da hun og broderen ankom til Sverige, ledte de forgæves efter deres forældre. Gennem Røde Kors fandt de ud af, at de var blevet sendt til Vingåker, 450 km nord for Kristianstad, hvor Sonja Bandmann og broderen blev sendt hen.

Der fik de hjælp af en jødisk organisation, som fandt et arbejde som syerske til Sonja.

»Jeg boede med to kolleger, en 16-årig og en 50-årig kvinde, i en lille etværelseslejlighed. Det værste var, at der var vand, men intet afløb. Forestil jer det: tre mennesker, der skulle vaske sig og ikke kunne lave mad.

»Det var ikke sjovt, heller ikke for de to andre. For jeg græd hver aften, når det hele pludselig vældede op. Det kunne jo være gået frygteligt galt.«


Det var ikke sjovt, heller ikke for de to andre. For jeg græd hver aften, når det hele pludselig vældede op. Det kunne jo være gået frygteligt galt.«

Selv når hun fortæller om det i dag, 75 år efter i sin stue på Amager, kommer hun til at græde ved tanken.

I julen 1943 så Harry  og hende deres forældre igen. Nogle af forældrenes kolleger havde inviteret hele familien.

»De gav os en lille gave hver. Det var bare så rørende. Alle var så søde. Jeg kan ikke sætte en finger på det,« siger Sonja Bandmann.

»Jeg savnede dem, men man blev pludselig voksen, skal jeg love for.«

Hun spurgte aldrig, om hun ikke kunne få lov at flytte sammen med forældrene. Heller ikke, selv om hun var ked af det.

»Jeg må jo have haft det forfærdeligt, for de jødiske damer hjalp mig. De gav mig mad og et bad hver fredag, og så spurgte de, om jeg ikke ville på højskole, hvor jeg fik det så godt. Det var næsten som at vinde i det største lotteri,« siger Sonja.

Sonja finder en lille æske. »Den falder fra hinanden, ligesom man selv gør,« siger hun med et smil. Hun viser en anbefaling fra et af de steder, hvor hun arbejdede som syerske i Sverige. Der står, at hun er dygtig, flittig, og at hun får de bedste anbefalinger med. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Bagefter fik hun et nyt job i Jönköping, som hun var glad for. Hun fik sit eget værelse, men for at komme ind til det skulle man igennem en stor stue, hvor hvert hjørne var lejet ud. En form for gardiner gjorde det ud for vægge.

Broderen fik lov til at flytte ind hos hende, og en dag i maj 1945 blev det lyst igen.

»Hvor vi hujede og skabte os,« fortæller Sonja Bandmann.

Et kontor for særlige anliggeneder

De flygtede jøder rejste hjem igen, men da Sonja og hendes familie nåede hjem til København, var deres hjem i Dybensgade overtaget af nogle andre, ligesom alle deres ting var forsvundet.

Familien flyttede derfor i første omgang ind på Øregård Gymnasium, som den sommer husede flygtninge, indtil de fik en lejlighed.

Danmark oprettede et »Kontor for Særlige Anliggender«.

»Det var os,« siger Sonja Bandmann.

Kontoret sørgede for at give jøderne de penge tilbage, de havde betalt for at flygte, ligesom de tilbød en slags kontanthjælp, så de kunne komme på fode igen.

Det blev hverdag i fredstid igen, og 30. december 1947 skulle Sonja Sandmann til bal i Odd Fellow Palæet i København. Selv om der stadig var varemangel, havde hun fundet stof til at sy en ny kjole. Den var turkis foroven, og den brune nederdel matchede hendes brune sko.

Den aften mødte hun Peter.

Peter og Sonja Bandmanns bryllupsbillede. Peter døde i 2001. Han arbejdede hos Bing og Grøndahl i 30 år, da de kom hjem fra kibbutzen i Israel. Han kom til Danmark fra Tyskland i 1938 og var landbrugsuddannet. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

I stuen på Syriensvej hænger deres bryllupsbillede. Det er i sort-hvid, så man kan ikke se, at hun har den samme kjole på, som da de mødtes. Hun ser spændt ud, som om hun endelig er der, hvor hun har glædet sig til at være.

Ti år før, i 1938, var Peter Bandmann, som var tysker, rejst fra Berlin for at undslippe krigen.

Efter brylluppet rejste det unge par til Israel, hvor de boede i kibbutz. Da de rejste hjem igen, var de blevet forældre til Hans.

De flyttede ind i lejligheden på Syriensvej i 1952, og snart fik Hans en lillebror, Dan.

Årtiers tavshed

Her har Sonja boet lige siden. I haven er der plantet en blomsterbusk fra deres sølvbryllup. På opslagstavlen hænger artikler, som hendes søn, Dan, skrev som journalist, og en lille håndskrevet note: »Tak er kun et fattigt ord«.

Både sønnen Hans og hendes mand, Peter, er døde, men Sonja Bandmann har stadig sin anden søn, Dan, to børnebørn og fire oldebørn. Hun er besøgsven på et plejehjem, og hun er ikke typen, der kun bliver en time. Hun hjælper til i sin kirke, og så har hun næsten ikke overblik over alle de foreninger, hun er medlem af. For ikke at tale om alle dem, hun ringer sammen med.

Hun får rengøringshjælp hver 14. dag, men ellers klarer hun alt selv. Hun siger nej tak til at få hjælp på vej ned ad trappen, men bakken må gerne bæres fra stuen ud til køkkenet.

I det lille køkken på Syriensvej er der bittesmå israelske flag stukket ned i blomsterne i vinduet. Sonja laver selv mad, men det bliver ikke til de store middage, som hun siger det. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Sonja Bandmann har ikke tal på, hvor mange gange hun har fortalt sin historie til foredrag og journalister, men der gik årtier, før hun første gang satte ord på ulykken over sundet og tiden i Sverige. Det skete først, da hun mødte en af dem, hun sejlede over med.

Hun har svært ved at svare på hvorfor.

I dag er hun meget bevidst om, at hun måske er et af de sidste levende vidnesbyrd fra en redningsaktion, der var unik for sin tid. Hun siger altid ja, når folk inviterer hende ud for at fortælle, og hun bliver aldrig træt af at svare på spørgsmål om den.

Allerede i telefonen, da vi skal aftale et tidspunkt for interviewet, siger hun, at hun gerne vil tale om, hvor søde folk var mod dem.

»Folk har været så enestående. Der er ingen andre lande, der har gjort det, Danmark gjorde for jøderne,« siger hun.

Det slutter hun altid af med, når hun er ude at tale.