Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik på denne påskedag.

I dag skal vi runde kritik af visitationsindsatsen mod indsatte i fængslerne, tiltagende kritik af særlige bankgebyrer og det andet kapitel om en norsk datingsvindler.

Vi begynder dog i Letland, hvor danske kampsoldater ikke vil være at finde meget længere.

God læselyst!

De danske kampsoldater skulle afskrække Putin. Nu skal de hjem og »samle kræfter«

Danmarks lige nu største NATO-operation er om få uger fortid – 12 måneder efter den blev annonceret med piber og trommer.

Snart begynder de 800 danske kampsoldater at rømme den danske lejr på den anden side af Østersøen i Letland. Og når de danske soldater er rejst hjem, står ingen klar til at udfylde hullet.

Det bekræfter den danske bataljonschef og det lettiske forsvar over for Berlingske.

»Nu har man sendt de her to hold afsted, og så skal man hjem og samle kræfter, inden man kan være klar igen,« siger bataljonschef Thomas Lunau.

En tilbagetrækning fra Letland, mens krigen i Ukraine raser videre, sender et bemærkelsesværdigt signal, mener Alexander Høgsberg Tetzlaff, der er major og forsker i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet.

Et signal, Rusland vil tage bestik af.

Læs hele artiklen her.

Bataljonschef Thomas Lunau i den danske lejr, Camp Valdemar, i Adazi, Letland.
Bataljonschef Thomas Lunau i den danske lejr, Camp Valdemar, i Adazi, Letland. Simon Kruse

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Hendes kæreste opdigtede en depressiv kollega. I virkeligheden sov han hos andre kvinder

Anne fra Østerbro mødte norske Knut via en datingapp.

I de måneder, de datede, dukkede der hele tiden noget op, der undrede hende.

Efter jul følte Anne, at hun var nødt til at sætte sig til tasterne og skrive en advarsel til en fremmed kvinde i Charlottenlund.

Læs her den anden af i alt tre artikler i Berlingske om den norske bedragerisigtede mand og de kvinder, der siger, at han har bedraget dem.

Du kan også dykke ned i serien her.

Anne, der ikke ønsker at stå frem med sit rigtige navn, havde altid kunnet lide Norge og Sverige – den norske tv-serie »Skam«, svensk musik og svenske krimier. Måske var det derfor, hun var på en date med Knut fra Norge, forklarer hun.
Anne, der ikke ønsker at stå frem med sit rigtige navn, havde altid kunnet lide Norge og Sverige – den norske tv-serie »Skam«, svensk musik og svenske krimier. Måske var det derfor, hun var på en date med Knut fra Norge, forklarer hun. Rune Øe

Kritikken mod høje bidragssatser øges: »Det er svært at se rimeligheden,« siger økonom

I 2016 hævede landets største realkreditinstitut – Nykredit/Totalkredit-koncernen – de såkaldte bidragssatser for at leve op til nye kapitalkrav, som blev indført i kølvandet på finanskrisen.

For nylig konkluderede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at der ikke længere er behov for de høje gebyrer til at opbygge kapitalen.

Ifølge bankekspert Lars Krull er begrundelsen bag de højere gebyrer fra institutternes side i dag »mere indtjening end kapitalopbygning«.

Og nu vokser kritikken blandt eksperter, der mener, at de upopulære gebyrer bør sænkes.

Læs mere om det på Berlingske Business.

I 2021 brugte Nykredit/Totalkredit-koncernen 61 procent af indtjeningen fra bidragssatserne til at aflønne de cirka 50 samarbejdsbanker, der formidler lån på vegne af Totalkredit – en stigning på knap fire procentpoint siden 2018.
I 2021 brugte Nykredit/Totalkredit-koncernen 61 procent af indtjeningen fra bidragssatserne til at aflønne de cirka 50 samarbejdsbanker, der formidler lån på vegne af Totalkredit – en stigning på knap fire procentpoint siden 2018. Sara Gangsted/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

Forsvarsadvokat kritiserer overdreven nøgenvisitation af indsatte

I kølvandet på terrorangrebet mod Krudttønden og Synagogen i København i februar 2015 indførte Folketinget en skrappere visitation af indsatte i fængslerne. Det skete, efter man hos fire af de sigtede i sagen fandt mobiltelefoner i fængslet.

Nu har forsvarsadvokaterne ifølge Anders Boelskifte, der er formand for Foreningen af Beneficerede Advokater, fået nok, skriver Jyllands-Posten.

Han har skrevet et brev til Folketingets Retsudvalg, hvor han udlægger den kontrol, som både advokaterne og klienterne skal gennemgå, før de kan mødes.

Anders Boelskifte finder det unødvendigt, at indsatte skal nøgenvisiteres både inden og efter mødet med advokaten, idet advokaten også går gennem en kontrol, der ifølge Boelskifte er mere grundig end sikkerhedskontrollen i lufthavnen, siger han til avisen:

»Vi har lært at leve med den kontrol, vi forsvarere skal igennem. Men den kontrol, der sker af vores klienter, er uforståelig, tidsrøvende og nedværdigende.«

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, siger, at han er villig til at undersøge, om indsatsen er overdreven.

Læs hele artiklen i Jyllands-Posten.

Det sker i dag:

Paven holder på denne påskedag den traditionelle tale »Urbi et Orbi« – Til byen og til verden.