27-årige Leika var anbragt hele sin barndom: »Det må ikke være målet i sig selv«

Mette Frederiksen (S) brugte i sin nytårstale størstedelen af tiden på et emne, der deler befolkningen. Statsministeren varslede flere tvangsfjernelser, men for 27-årige Leika, der har været anbragt hele sin barndom, er der ikke kun grund til begejstring over udmeldingen.

Statsminister Mette Frederiksen varslede i sin nytårstale onsdag flere anbringelser af børn fra udsatte familier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flere bortadoptioner. Flere tvangsfjernelser. Nu skal der slås hårdere ned på udsatte familier, hvor børn mistrives.

Det lod statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften forstå i sin første nytårstale til befolkningen.

»(...) i dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag. Derfor må vi lægge berøringsangsten væk,« sagde Mette Frederiksen i sin tale, hvor over halvdelen af tiden var afsat til netop dette emne.

Mange så med, da statsministeren talte om de udsatte børn. Det gjorde også 27-årige Leika Fuglsang.

Anbragt som blot ti måneder gammel

Som kun ti måneder gammel blev hun for første gang anbragt i en plejefamilie i et forløb, der skulle byde på i alt otte anbringelser og vise sig at fortsætte, til hun var 18 år.

Leika Fuglsang blev ifølge eget udsagn frivilligt anbragt, efter at hendes mor fik konstateret alvorlig sygdom. Ved en frivillig anbringelse har forælderen stadig retten over barnet og hermed ret til at opsige samarbejdet med plejefamilier og aflastningsfamilier.


27-årige Leika Fuglsang blev selv anbragt uden for hjemmet, da hun var ganske lille. Hun ønsker ikke nødvendigvis flere anbringelser, men bedre forhold for de børn, der anbringes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

At statsministeren overhovedet tager anbringelser op, mener Leika Fuglsang, er stort:

»Først og fremmest er det kæmpe, kæmpe stort. Jeg blev rørt, som jeg tror, at rigtig mange andre gjorde, fordi det er så vigtigt, at Danmarks overhoved tager det her så seriøst og vil give udsatte børn en vigtig stemme,« siger hun:

»Jeg hæfter mig ved, at hun sagde, at der skal være bedre rettigheder og vilkår for anbragte. Det var helt vanvittigt, at vi fik 11 minutter af hendes taletid.«

I dag er Leika Fuglsang bestyrelsesmedlem i foreningen »De Anbragtes Vilkår«, som er en netværksforening for børn og unge med anbringelsesbaggrund.

Bør sikre relationen til familien

Leika Fuglsang har mange gode ting at sige om statsministerens vægtning af emnet, men om hun er enig i budskaberne og den varslede politik – det er en helt anden snak, fortæller hun.

Leika Fuglsang, tidligere anbragt

»Jeg er ikke fan af, at hun siger, at der skal være flere tvangsfjernelser eller bortadoptioner. Det må ikke være målet i sig selv.«


»Jeg er ikke fan af, at hun siger, at der skal være flere tvangsfjernelser eller bortadoptioner. Det må ikke være målet i sig selv,« siger hun:

Det er i hendes øjne altafgørende, at man forbedrer forholdene for de anbragte børn. Hun efterlyser anbringelseshjem, der gør tilværelsen mere stabil, har barnet mere i fokus og sikrer en »meningsfuld relation til barnets biologiske ophav«.

»Jeg ville ikke selv ønske at være blevet tvangsfjernet, men det var lige så modbydeligt for mig at være frivilligt anbragt, fordi jeg ikke fik ro og stabilitet til, at jeg kunne få lov til at udvikle mig bedst. Det skete først, da jeg fik professionelle mennesker, der var uddannet til at hjælpe mig – og hjalp mig med min relation til min mor. Derfor klinger det ikke særlig godt i mine ører. For dem, der skal anbringes, skal have den bedst mulige anbringelse. Men at det lyder til, at hun bare vil anbringe flere, tror jeg ikke, vores system kan bære,« siger Leika Fuglsang.