Æblet falder ikke langt fra stammen, lyder et gammelt – ofte sandt – dansk ordsprog. Men når det gælder forsvarsadvokat Anders Németh, så dur gammel visdom ikke.

Ganske vist er han advokat ligesom sin berømte og berygtede far, Karoly Németh, men så holder lighederne mellem de to også op. Hvor farmands ungarske temperament og bramfri facon blandt andet har indbragt ham en stribe klagesager i Advokatnævnet, er sønnen Anders anderledes civiliseret og korrekt. 25. marts fylder Anders Németh 50 år.

Faren har givet ham advokatgerningen i vuggegave, men ikke måden, hvorpå gerningen udføres. Det har da ej heller nogensinde været på tale at arbejde i samme firma, selvom far og søn fra tid til anden har arbejdet sammen – for eksempel i forsvaret af en af finanskrisens fallerede ejendomsmatadorer Kenneth Schwartz Thomsen.

»Jeg ville ikke holde i fem minutter,« har Anders Németh sagt, og han lægger ikke skjul på, at han og det fædrene ophavs meget forskellige tilgang til advokatjobbet betyder, at de i dag ikke er tætte på det personlige plan. I stedet har han i mange år drevet advokatfirma sammen med hustruen Anja, som er ekspert i film- og tv-kontrakter, og altså beskæftiget langt fra strafferetten. »Så kontorfællesskabet er mest for hyggens skyld,« siger han.

Fluen på væggen

I Anders Némeths barndomshjem blev der ofte talt arbejde – og han har aldrig overvejet andet end at gå samme vej som sin far – og sin mor for øvrigt, som også er advokat.

»I vidt omfang var man en flue på væggen. Der blev tit talt i telefon ved middagsbordet. Hvis min far og mor havde været læger, kunne jeg da meget vel være endt på medicinstudiet i stedet. Det lå i kortene både på grund af min familiemæssige baggrund, og på grund af udsigten til at starte på Københavns Universitet og komme inde i byen,« har han fortalt.

Anders Németh har specialiseret sig i økonomisk kriminalitet og er en af landets mest benyttede forsvarsadvokater, når trådene skal redes ud i større straffesager. Hans klienter er ofte både kulørte og kontroversielle, men han ser det som noget helt centralt, at alle har krav på at blive forsvaret i retten i ofte meget komplekse straffesager.

Han har været forsvarer for Stein Bagger og for Henrik Qvortrup, i Tvindsagen og Hesalight-skandalen. Han er også advokat for tidligere vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen i Tibetkommissionen, en af de hovedtiltalte i Greed-sagen, og han har den næstmest prominente person i udbytteskandalen efter Sanjay Shah, Anne Stratford-Martin, som klient. Hun var direktør for flere af Shahs selskaber.

Navnet Németh er ungarsk. Karoly Németh kom med sin familie til Danmark som 14-årig i 1956 sammen med de ungarske flygtninge, som flygtede under den sovjetiske nedkæmpning af opstanden i Budapest. Navnet har både været behæftet med fordele og ulemper for Anders, især i starten af karrieren, hvor han blev målt på sit efternavn og konfronteret med det.

Tog beslutning for børnene

Anders Németh tog for lang tid siden en beslutning på sine børns vegne. De skulle ikke som han selv, hans forældre, hans søster og hans kone være advokater. Men hvem kan styre afkommet? En af Anders Némeths fire børn i alderen 9-22 år har alligevel valgt jurastudiet på Københavns Universitet.

Familien har i mange år boet i Klampenborg, men er nu undervejs med at flytte til Sankt Annæ Plads i Indre By. Anders Németh er familiemenneske, og hans yndlingsfritidsbeskæftigelse er at rejse rundt i verden »alle mulige steder fra Nepal til Sydamerika« med sine børn.

50-års fødselsdagen skulle planmæssigt have været fejret i familiens renoverede landhus i en landsby i de portugisiske bjerge, men dette er indtil videre opgivet på grund af coronaen.