Demente betaler 2.000 kroner om dagen for privat omsorg og pleje

Hun er en skarp kritiker af den behandling, vi byder borgere med demens, og derfor har May Bjerre Eiby nu åbnet et privat behandlingstilbud til demente. Her kan de betale for nærvær og omsorg, som de ikke kan få på deres plejehjem eller af hjemmeplejen. Foreløbig er 12 tilmeldt.

s
Foto: LINDA KASTRUP

En af de demente patienter giver et nummer på klaveret. De hektiske toner fra Prinsesse Toben fylder det store rum, inden Jodle Birges »Rigtige Venner« får personale og demente ud på dansegulvet. Ben tramper hurtigt og rytmisk, arme snor sig graciøst mod loftet, en snurrende pirouette får de helt store smil frem. Øjne slår smut. Latter og varme knus.

Vi er på Søstersanatoriet på Allégade på Frederiksberg. For en måned siden slog indehaveren May Bjerre Eiby dørene op for demente danskere, der er villige til at betale for omsorg og pleje, som de ikke kan få af hjemmeplejen eller på det plejehjem, hvor de bor til daglig.

May Bjerre Eibys kongstanke er, at omsorg, nærvær og kropskontakt kan erstatte medicin, rollatorer, kørestole og hyppige indlæggelser. Her sammen med Tonny Julia og Palle der begger kommer en dag om ugen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Den 37-årige sygeplejerske May Bjerre Eiby har gennem flere år været en markant og skarp kritiker af det danske samfunds behandling af demente. Et samfund, der ofte tyr til teknologiske hjælpemidler og medicin for at dæmpe de demente.

I februar 2016 åbnede hun friplejehjemmet for demente, Dagmarsminde, i Græsted og det er behandlingsprincipperne herfra, der nu også bliver anvendt på Søstersanatoriet. May Bjerre Eibys kongstanke er, at omsorg, nærvær og kropskontakt kan erstatte medicin, rollatorer, kørestole og hyppige indlæggelser. Og hun siger, hun kan dokumentere, det virker.

»De demente er udstødte af samfundet. Nogle af dem, der kommer hos os, er helt afpillede, de har mistet selvværdet, føler sig udstødte og oplever, at ingen tror på dem,« konstaterer hun.

Søstersanatoriet er kun for demente, der kan lægge 2.000 kroner om dagen – enten af egen lomme, eller fordi pårørende betaler for dem. Nogle kommer én dag om ugen, andre flere dage.

»Det er lidt irriterende. Jeg går ind for det private initiativ, men jeg har også altid været tilhænger af, at alle skal have den omsorg, de har brug for. Nu har jeg imidlertid indset, at jeg ingen vegne kommer, hvis jeg hele tiden skal gå og vente på et offentligt system, der ikke gider investere i de her mennesker,« siger May Bjerre Eiby.

Palle som kommer en dag om ugen får fodmassage af Dorte Toftbank-Mikkelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Bekymret over ulighed

Hendes frustration bunder i, at hun gennem halvandet år har forsøgt at etablere et nyt friplejehjem for demente et sted på Sjælland. May Bjerre Eiby har investorer, tegninger og planer klar, men kommunerne har ikke været interesserede.

»De vil ikke investere i en ordentlig pleje på plejehjemmene. Det har frustreret mig, og nu vil jeg ikke vente mere,« siger May Bjerre Eiby.

I Alzheimerforeningen er direktør Nis Peter Nissen fuld af beundring over May Bjerre Eibys arbejde, men samtidig er han bekymret over den ulighed, som tilbuddet på Søstersanatoriet er udtryk for.

»May er virkelig en ildsjæl, og hun har fat i det rigtige, især fordi hun i både pleje og behandling tager udgangspunkt i mennesket og ikke i sygdommen. Vi hilser alle initiativer, som handler om at forbedre omsorg og pleje for demente, velkomne. Men hvis man selv skal betale 2.000 kroner om dagen, kan langt hovedparten af danskerne ikke være med. Og den ulighed er vi bekymrede over,« siger Nis Peter Nissen.

I Ældre Sagen siger konsulent Sarah Skafte:

»Som udgangspunkt er det superfint, at vi har tilbud, som er særlig målrettet mennesker med demens. Men vi mener, det skal være en mulighed for alle og ikke kun for en særligt privilegeret gruppe. Det skal ikke være økonomien, der er afgørende. Det burde være det offentlige, der stiller disse tilbud til rådighed.«

Demens er det værste

I løbet af de kommende tyve år vil antallet af borgere med demens næsten fordobles. For de fleste danskere er demens det værste, de kan forestille sig at blive ramt af. Så hellere kræft eller en blodprop.

Men May Bjerre Eiby vil gøre op med vores dommedagssyn på demens. For det negative syn er medvirkende til, at de demente ikke får den rigtige behandling, siger hun. Hvis de demente får den rette pleje og omsorg, kan de have et godt liv, fyldt med glæde og udvikling.

»Demens er en sygdom, som skaber helt vildt meget afhængighed af andre. I vores samfund er afhængighed det værste, der kan overgå én, og derfor er demens forbundet med meget stor frygt. Det resulterer i et overforbrug af medicin og en blind tro på hurtige teknologiske løsninger, der skal dæmpe og tilrette de demente. Men med det fokus fjerner vi os fra alt det, vi kan med vores hænder, øjenkontakt og sanser. Og det er en helt gal vej at gå,« siger hun.

Det er Kirstens første dag på Søstersanatoriet. Her får hun behandling og oliemassage. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Ingen robotsæler eller klovne

I 2017 udgav hun bogen »Når omsorg er den bedste medicin«, hvor hun blandt andet gør op med mange af de nyere tiltag i plejesektoren som demensklovne, erindringsdans, gammeldags købmandsbutikker og robotsæler. Den slags må man gå forgæves efter på Søstersanatoriet. Her er det ikke robotter, der giver knus, men mennesker. Og de brede smil sidder på ansigter uden røde klovnenæser.

På væggene hænger moderne kunst i stærke farver side om side med douce landskabsmalerier. I det store fællesrum er der dæmpet musik, lysekroner i loftet, et klaver, en vinreol, senge, en sofakrog, et langbord med et væld af blomster i vaser, der er forsythiagrene og blafrende stearinlys. I ét lokale står der et varmtvandsbassin, og i et andet er der en stor seng til brug for massage. Det ligner mere et smagfuldt Wellness-hotel end et plejecenter. Det er med vilje. Man skal ikke føle, man er på en institution, der lugter af sur urin og stærke rengøringsmidler.

Eftermiddagskaffe ved langbordet. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

May Bjerre Eiby siger, hun kan dokumentere, at hendes ideer virker. På Dagmarsminde screenes beboerne hver anden måned, hvor det registreres, om de er blevet bedre til nogle af de færdigheder, demente ofte mister. Det kan være at tage bad selv, at lave kaffe, at hente post eller at bruge en telefon. Mange kommer i kørestol eller rollator, men genvinder efter noget tid på Dagmarsminde evnen til at gå selv.

»Deres fremskridt er markante, og det er åbenlyst, at de får et bedre selvværd. Pludselig kan de noget. De får venner, er i godt humør og deltager i huslige pligter. Vores beboere bliver sjældent syge, og kun fem procent bliver indlagt i løbet af et år. Mennesker med demens får gennemsnitligt ti forskellige medicinske præparater. Hos os får de halvandet. Jeg håber snart, der er nogle, der kan se, at det kan betale sig at investere i de her mennesker.«

»Jeg blev tit uvenner med folk«

May Bjerre Eiby er opvokset i Tisvildeleje i et gammelt hus helt nede ved vandet. Hun er det midterste af tre børn, og hendes mor og far var selvstændige iværksættere, som tog sig af unge, utilpassede kriminelle.

Hun har vidst, hun ville arbejde med gamle mennesker, siden hun som 17-årig gymnasieelev begyndte at arbejde på det lokale plejehjem for at tjene penge til en rejse.

»Allerede dengang blev jeg ret irriteret over den måde, det foregik på. Jeg kunne se, at de demente var de mest sårbare. Det var dem, der havde mest brug for omsorg, men de havde ikke nogen til at tale for sig. Der var ikke nogen, der gad dem. Jeg kunne se, jeg kunne gøre en forskel, og jeg kan godt lide, at det ikke er let, men kompliceret og udfordrende.«

May uddannede sig til sygeplejerske med kandidatgrad, men hun fandt hurtigt ud af, at det var svært for hende at passe ind på de gængse hospitalsafdelinger og plejehjem.

»Jeg var konstant kritisk over det, jeg så. Det var svært for mig at begå mig, og jeg blev tit uvenner med folk. Derfor valgte jeg at starte mit eget op, så jeg kunne føre mine ideer ud i livet. En tilværelse som selvstændig afskrækkede mig ikke, for det var jo en arbejdsform, jeg kendte fra mine forældre.«

May Bjerre Eiby er på nogle punkter traditionel, næsten lidt gammeldags. Hun omtaler konsekvent sygepleje som »et kald« og går ikke meget op i personalerettigheder som rygepauser og faste møder og kurser.

»På den måde er jeg umoderne. Men sådan ser jeg det. Kaldstanken er vigtig for mig, for jeg ser kaldet som en moralsk pligt til give omsorg og hjælp til mennesker, som har brug for det. Det var det, de fleste af os blev draget mod, da vi i sin tid søgte ind på uddannelsen, og det skal vi tilbage til. Og væk fra al rettighedstænkningen.«

Har selv været pårørende

Også på anden måde kom May Bjerre Eibys familie til at spille en rolle i hendes karriereforløb. Hendes egen far blev i 2006 diagnosticeret med demens, og i 2012 kom han på plejehjem.

Et plejehjem, hvor man ikke interesserede sig for, hvem han var, eller hvad der betød noget for ham og gjorde ham glad. Han fik bare lov til at sidde for sig selv i en stol og blev hurtigt markant dårligere.

Efter godt et halvt år døde han. Det skete efter et forløb, der helt ind i den terminale fase, var ubeskriveligt råt og brutalt, beskriver May Bjerre Eiby i sin bog.

Kort efter døde hendes mor af kræft.

May Bjerre Eiby kan ikke give sin far den pleje, hun mener, at han fortjente. Men hun ved, hvordan det er at være pårørende, og hun er ikke i tvivl om, hvad det er for en følelse, hun vil vække hos dem, der i dag kommer ind til Søstersanatoriet.

Kodeordet er fortryllelse.

»Nogle af de pårørende siger, at deres kære slet ikke kan huske, at han eller hun har været her. Men det gør ikke noget. De lever i nuet, og hvis vi kan skabe gode stemninger i nuet, lagres det i dem som gode følelser. Jeg ønsker, de skal opleve en dags fortryllelse her.«

Tonny Julia tv. og Dorte Toftbank-Mikkelsen får sig en hyggesnak. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Henne ved langbordet småsnakker et par stykker sammen og peger på lækkerierne. Den ene snupper nogle oliven fra en lille skål, selv om der slet ikke er sagt værsågod. Det klukler de af.

Men det er ikke sikkert, hjernen husker, det var sjovt. Det gør den nok ikke. Men sådan er det bare.