Hvad skriver man om, når man som 42-årig sanger og sangskriver allerede har gennemlevet sit livs værste krise i en ung alder og tilmed har skrevet og sunget om den? Når man har vished om, at den nærmest obligatoriske midtlivskrise, der vanligvis sætter i gang omkring fyrreårsalderen, vil virke tam, i sammenligning med det man allerede har oplevet?
Til december er det ti år siden, at Søren Huss mistede sin kæreste i en tragisk højresvingsulykke i København. Hun var samtidig mor til parrets lille datter. Hendes død var en meningsløs begivenhed, der fra den ene dag til den anden rev tæppet væk under Huss og obstruerede hans families lykkelige fremtid. Sorgen fyldte alt i en periode. Men med tiden er han nået videre i sit liv. Han har lært at leve med tabet. Hans fokus har flyttet sig. Musikalsk og menneskeligt.
Lad mig derfor vende tilbage til mit første spørgsmål. Hvad skriver man så om, når nu midtlivskrisen ikke er noget, der fylder meget i ens nogle-og-fyrreårs-tilværelse som alenefar? På sit glimrende tredje album, »Midtlivsvisen«, synger Huss dybfølt og med en moden eftertænksomhed om at være lykkelig på trods.
Her springer han ud som en moderne visesanger, der går i fodsporene på den hverdagsmelankolske visetradition, vi kender fra Andersen og Dissings klassiker »Svantes Viser«. Inspirationen fra Povl Dissings bævre-vokal er tilmed markant på eksempelvis det sårbare og selvreflekterende åbningsnummer »Et Forbehold Eller To«. Men denne bæven lyder nu også godt i munden på Huss.
I et afdæmpet og minimalistisk lydbillede med klaver og akustisk guitar samt lejlighedsvis brug af blæsere og strygere, synger Huss i en stilfærdig og udramatisk tone om at acceptere sin skæbne og tage det, som livet bringer – også de uperfekte indslag. Om at nå til en grundlæggende tilfredshed med sig selv, trods de forbehold man har undervejs. Han synger netop om det at flytte sit fokus. Om at være en moden mand, som er nået frem til en sjælebalance, hvor man både tør at være blød og hård, alt efter behov.
Og han synger om accepten af, at festen og euforien her midtvejs i livet findes andetsteds, end da man var yngre. Måske ligger lykken begravet i det helt almindelige liv med en helt almindelig hverdag, med pizza og fredagsslik foran TVet sammen med sit barn? Eller i den sagte stund hvor man står og lader tankerne flyve over en ophobet opvask?
På »Et Helt Almindelig Liv« indgår Huss et forlig med sit yngre jeg: »Min krop gir’ langsomt efter / i et stille forlig / med min ungdoms eufori / et stille forlig / med evig ungdoms utopi«. Der sker en erkendelse af, at prioriteterne har ændret sig med alderen.
Det er befriende med en voksen mand, det tør lave en eftertænksom og nøgen plade, møntet på den voksne lytter, uden at forfalde til det unge og popsmarte. Med sine sagtmodige hverdagshistorier minder Huss os om, at livet ikke er det værste, vi har. For som han i en munter tone konkluderer i sangen »Opvasken«: »Har det godt for det meste / måske ligefrem så godt som de fleste«.
Det skal nok gå alt sammen.
Lyt til albummet her:
