Taylor Swifts »nye« album er som et smugkig i en teenagepiges dagbog

På »Fearless (Taylor's Version)« genbesøger den amerikanske superstjerne sig selv som ung, håbefuld og særdeles produktiv sangskriver – med teenagedrenge på hjernen og med kursen sat mod poppens øverste tinder.

»Det er helt elementært bare virkelig godt og fængende sangskriverhåndværk hele vejen rundt,« skriver Michael Charles Gaunt i anmeldelsen af Taylor Swifts »nye« album, der er en genindspilning af hendes album »Fearless« fra 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Danny Moloshok/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan blive lidt bims, hvis man tænker for meget over omstændighederne omkring Taylor Swift nye udgivelse, »Fearless (Taylor’s Version)«.

Udgivelsen er en genindspilning af hendes andet album, »Fearless«, helt tilbage fra 2008. På det tidspunkt var Taylor Swift blot 18 år og det helt store håb i Nashvilles countryindustri. Teenagepiger over hele USA flåede millioner af cd’er ned fra hylderne, og i 2010 vandt hun sin første grammy for årets album foran superstjerner som Beyoncé og Lady Gaga.

Selvom albummet blev hendes store gennembrud, er jeg ret sikker på, at vi stadig er mange, der først for alvor blev bekendt med Swift på senere album som »Red« (2012) og »1989« (2014), hvor hun endegyldigt omfavnede et mere moderne popudtryk. Derfor er langt størstedelen af sangene på »Fearless (Taylor’s Version)« også helt nye for denne signatur og som sådan en fin lejlighed til endelig at høre unge Taylor Swift folde sine vinger ud for første gang.

Baggrunden for udgivelsen er både kringlet og typisk for Taylor Swift. Det hele udspringer af, at Justin Biebers manager, Scooter Braun, i 2019 købte Swifts tidligere pladeselskab, Big Machine Records. Med opkøbet fulgte de såkaldte masterrettigheder til indspilningerne af Swifts første seks plader. Scooter Braun viste sig imidlertid at være en mand, som Taylor Swift har et stort horn i siden på, fordi han – ifølge Swift selv – i årevis har udsat hende for »mobning«.

Hvad, der præcis ligger i dette, er svært at sige, men kort efter annoncerede hun i hvert fald, at hun ville genindspille alle sine seks første plader. Målet? At stjæle sit bagkatalog tilbage fra pengemændene i musikbranchens kulisser ved at give fans mulighed for at lytte til versioner af hendes sange, som hun selv helt og holdent ejer rettighederne til. Taylors versioner. Hævn, forretning og empowerment på én og samme tid.

»Det er ærlig talt svært at begribe, hvordan så stærke sange havnede på klippegulvet dengang. Og som sådan fungerer de som endnu en understregning af Swifts allerede dengang ekstremt veludviklede håndelag som sangskriver.«


Kunstnerisk giver det også fin mening at genindspille lige præcis dette album. Taylor Swift synger fra et mere modent sted i dag, og at lytte til albummet er derfor som at lytte til voksen-Taylor Swift, der genoplever sig selv som ung gennem et nostalgisk dyk ned i sin teenagepigedagbog. For de fleste af os ville den øvelse nok være ret pinefuld, men ikke for Swift. Både enkeltvis og samlet viser sangene, at hun allerede dengang var en veludviklet og meget formfuldendt sangskriver.

De nye versioner lægger sig snorlige op ad originalerne. Samme country-pop-instrumentering, samme tempi og arrangementer, ja selv Taylors fraseringer er stort set et til et de samme. Der er dog subtile forskelle. Hendes stemmes klang og produktionerne har fået mere fylde, mere bund, og det får i mine ører de nye versioner til at løfte sig over originalerne.

Det er helt elementært bare virkelig godt og fængende sangskriverhåndværk hele vejen rundt, men de åbenlyse højdepunkter er de samme som dengang: Det indfølte tilbageblik på de første uskyldige high school-forelskelser på den bedårende »Fifteen«; den afsindigt fængende melodi og opbygning på »Love Story«, der smart spejler sit twist på den klassiske Romeo & Julie-fortælling med en overraskende transponering i det sidste brusende omkvæd.

Coveret til »Fearless (Taylor’s Version)«. Fold sammen
Læs mere

Undervejs får vi et sjældent musikalsk blik ind i den helt unge kærligheds op- og nedture set fra et blåøjet og erfaringshungrende high school-pigeperspektiv. Med alt hvad det indebærer af pladderromantiske forestillinger om »for evigt og altid« og »den eneste ene«, som få dage efter punkteres for blot at blive afløst af nye forelskelser, prinsessedrømme, stjålne blikke og følen sig overset af skolens flotteste fyr.

»Stupid girl, I shoulda known / That I’m not a princess, this ain’t a fairytale (...) this ain’t Hollywood, this is a small town,« som det lyder på »White Horse«.

Albummet byder derudover også på intet mindre end seks hidtil uudgivne sange fra samme periode nyindspillet med Jack Antonoff og Aaron Dessner (The National) – der også var med til at lave sidste års »folklore« og »evermore«. Her er jeg især imponeret over den medrivende breakup-sang »Mr. Perfectly Fine« og ikke mindst den sårede »Don’t You«, hvor Swift synger om at rende ind i en ekskæreste, hun ikke er kommet sig over.

Det er ærlig talt svært at begribe, hvordan så stærke sange havnede på klippegulvet dengang. Og som sådan fungerer de som endnu en understregning af Swifts allerede dengang ekstremt veludviklede håndelag som sangskriver. Der bliver ikke opfundet nogen dybe tallerkener her. Mindre kan i den grad også gøre det.