Vi lever i pressede tider. Ifølge tal fra Stressforeningen lider over en kvart million danskere alvorligt af stress, og ud over de høje personlige omkostninger, så vurderes det, at stress koster samfundet 14 milliarder kroner om året i form af sygedage, tidlige dødsfald og udgifter til sundhedsvæsenet. Det er 40 millioner kroner om dagen.

Grunden til, at jeg nævner det, er, at roen omgående sænker sig over mig, når jeg lytter til Marie Keys smukke nye album, »Lys Finale«. Jeg kan fysisk mærke alle de oplagrede stresshormoner forlade kroppen. Skuldrene sænker sig. Åndedrættet falder til ro. Larmen forsvinder. Zen …

Undervejs kan jeg ikke lade være med at tænke, at danske læger burde begynde at ordinere det her til stressramte danskere. Bare en halv time om dagen. Det ville gøre godt. Folkesundheden ville stige. Verden ville blive et smukkere sted.

Og nej, det er ikke den slags, vi normalt forbinder med Marie Key. De sidste ti år har hun fortrinsvis begået sig i moderne popmusik. Men på »Lys Finale« gør hun noget helt andet. Albummet er lavet i tæt samarbejde med den danske instrumentalduo Bremer/McCoy, der består af kontrabassist Jonathan Bremer og tangentspiller Morten McCoy. Og hvis der er noget, d´herrer kan, så er det netop at få tiden til at stå stille.

Mødet mellem Marie Keys særegne lyse og luftige stemmeklang og Bremer/McCoys meditative rum er som musikalsk manna fra himlen. Det er altid en fornøjelse at være i selskab med Bremer/McCoy, og det har tydeligvis også været tilfældet for Marie Key. Hendes tekster og melodier er vokset ud af de musikalske stemningsbilleder, som duoen har spillet frem i løbet af en række fælles sessions i pandemiens skygge.

Skønhed og ro

På åbningsnummeret, »Vinter«, sætter hun nøgternt ord på behovet for at sænke farten og finde plads til fordybelsen:

»Jeg sidder en morgen / tænker for mig selv / alt det digitale keder mig ihjel / det en underlig verden / der bare bliver ved / så jeg melder mig ud og lukker det ned«.

Og videre i omkvædet:

»Jeg vil bare standse tiden / alting kører så hurtigt / tror jeg holder ind til siden / jeg vil bare samle viden / læse en bog i solen / det’ så lang tid siden«.

Tankerne vandrer. Ordene er direkte og umiddelbare. Og spiller netop derfor så fint op mod Bremer/McCoys mere lyriske musiceren. På »Vinter« træder Marie Key helt klart mere ind i Bremer/McCoys univers end omvendt. Andre steder mødes de mere på halvvejen. Måske allerstærkest på den berusende »Ind i lyset«, hvor Marie Key tager os med ud i byen på en af de der endeløse sommeraftener, hvor alt bare stråler. Men hvor man også er nødt til at definere sit eget rum mellem alverdens mulige og mulige typer.

Kærlighedens genvordigheder, tosomheden, savnet efter den anden og forelskelsens beruselse er dog de gennemgående temaer her. I den forstand er det Marie Key, som vi kender hende. Men det er, som om den anderledes musikalske ramme har givet teksterne en mere sanselig karakter. Sangenes inderlighed gennemlyses nu af årstidernes stemninger og lysets skiftende farver. Det er meget sanseligt.

Som sådan er det et yderst vellykket samarbejde. Og et tiltrængt kunstnerisk hamskifte for Marie Key. Det kan godt være, at der ikke er et radiohit i sigte her. Men hvem har også lyst til at tænde for den, når man i stedet kan forsvinde ind i den her boble af skønhed og indre ro?

Marie Key
»Lys Finale«
Sony Music