Det har været en ting, folk har sagt så længe, at Kanye West allerede i 2016 selv adresserede det i en af sine raps: Vi savner den gamle Kanye. Ham den unge, sultne, soulsamplende vidunderdreng fra Chicago, der iført lyserød polotrøje blæste ind på scenen og definerede en ny tids hiphopstjerne op gennem 00erne.

Underforstået: Den nye Kanye – med sit alenlange synderegister af tvivlsomme mediestunts, MAGA-hatte og middelmådig musik – er bare nedtur.