Kristian Leth lyder som en mand, der tvivler. Endelig. Lige indtil han synger om dansk flygtningepolitik

På sit nye album, »Stormen«, er Kristian Leth for det meste på gyngende grund. Men han ryster ikke på hånden i sin musikalske iscenesættelse.

Forfatteren, musikeren, journalisten etc. Kristian Leth er aktuel med et nyt album »Stormen«, som Berlingskes anmelder giver fem ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Kristian Leth har altid slået mig som en person, der meget gerne vil være den smarteste person i lokalet. Ham med alle svarene. Ham, der kan det hele, har en mening om alt, har læst flere bøger end dig, lyttet til flere plader end dig.

Er der overhovedet noget, den 41-årige, Brooklyn-bosatte, kulturelle altmuligmand ikke har prøvet? Digter, forfatter, journalist, skuespiller, musiker, sangskriver, filmkomponist, tv-vært, radiovært, musikformidler, pladeselskabsejer. Og, nå ja, selvfølgelig også søn af æstetiker par excellence Jørgen Leth.

»Det her er sange, der er fulde af tvivl og usikkerhed. Men som heldigvis også tør - eller måske rettere insisterer - på at finde et håb og lys i mørket.«


Jeg tror det nærmest ikke. Bredden og dybden i Kristian Leths virke er imponerende, indeed. Men når det er sagt – og på trods af otte albumudgivelser som frontmand i The William Blakes og to dansksprogede plader i eget navn – så synes jeg stadig, at han skylder at lave et rigtig godt album.

Derfor er jeg også begejstret for at lægge ører til »Stormen«, der blev til under sidste års coronalockdown. Måske fordi han midt i orkanens øje lyder som en mand, der for en gangs skyld ikke har alle svarene.

Det her er sange, der er fulde af tvivl og usikkerhed. Men som heldigvis også tør – eller måske rettere insisterer – på at finde et håb og lys i mørket. Tag nu for eksempel det stærke åbningsnummer, »Den episke«, hvor Leth i versene opremser alle de ting, han tror på  – sjælen, tiden, nuet, kroppen, ånden, kærlighed, tillid, medicin. Det lyder som et helt livssyn.

Som han så pludselig trækker tæppet væk under i omkvædet, hvor han erkender, at »det eneste jeg ved / er at solen går ned / og når mørket ruller ind / over mit troløse sind / så står du der stadig«.

Med andre ord: Der er forskel på at tro og på at vide. Og i det her tilfælde er det eneste, han kan være helt sikker, på altså relationen til en anden. Ankeret i stormen om man vil. Det er da en kærlighedserklæring, der vil noget!

Corona- eller livskrise?

Det er i det hele taget nogle virkelig gode tekster, Kristian Leth har skrevet her. »Stormen«, som der synges om på den æteriske tåreperser af et titelnummer, kan tolkes snævert som et billede på coronakrisen, men jeg hører den også som et billede på en livskrise i bredere forstand. Det er en klædelig dobbelttydighed, der går igen på tværs af flere af sangene.

»Smukt arrangeret og produceret med flot afstemt sans dosering af de dramatiske virkemidler«, skriver Berlingskes anmelder om Kristian Leth-albummet »Stormen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Leth.

Til gengæld er der så ikke meget af tage fejl af på »Her hvor vi bor«, der i bedste Randy Newman-stil sender en syrlig bredside mod dansk flygtningepolitik: »Her hvor vi bor / har vi ikke så meget plads, her er ikke så stort / Og vi beder dig høfligt forstå / hvis du har kræfter til at komme / kan du fandeme også gå / Bliv væk herfra«.

Så er Leth, som vi kender ham, tilbage. Sådan ligger landet! Men på et album, der på mange måder lader tvivlen råde, stikker den pludselige skråsikkerhed ud som en lettere øm tå.

Når det er sagt, så er »Stormen« et blændende godt album fuld af iørefaldende og håndvarme indierock-sange stemt i håbefuld mol. Smukt arrangeret og produceret med flot afstemt sans for dosering af de dramatiske virkemidler.

Men det er sangskrivningen, der for alvor tager stikket hjem; samspillet mellem træfsikre melodier og tankevækkende tekster, der nok er meget personlige, men stadig er åbne nok til, at man som lytter selv kan tage bo i dem. Og lade stormen skylle over sig.

Kristian Leth, »Stormen«, Speed Of Sound