Den kendte musikjournalist Ole Tøpholm skal ikke længere være kommentator ved Melodi Grand Prix, og det ærgrer ham, fortæller han til Berlingske.

Efter ti år på posten har DR besluttet, at han skal afløses af radioværterne Henrik Milling og Nicolai Molbech ved årets Eurovision Song Contest, der i år foregår i Rotterdam i maj.

»Det er en beslutning, som DR har truffet. Hvis jeg selv skulle have truffet valget, havde det set anderledes ud,« siger Ole Tøpholm.

Tøpholm har for mange været indbegrebet af Melodi Grand Prix, som han personligt brænder for, og han var, inden han blev kommentator på DR, i flere år formand for den danske Melodi Grand Prix-fanklub.

Har du fået en begrundelse for, at du ikke længere skal være kommentator?

»Det eneste, jeg har fået at vide, er, at jeg har kommenteret showet længe nok, og at man nu vil prøve noget andet,« siger Ole Tøpholm og tilføjer, mens han griner:

»Det skyldes ikke, at jeg har gjort noget, jeg ikke måtte.«

For mig er Melodi Grand Prix ikke bare en tilfældig arbejdsopgave. Showet fylder en del i mit liv, også privat.

Hvad synes du om den begrundelse?

»For mig er Melodi Grand Prix ikke bare en tilfældig arbejdsopgave. Showet fylder en del i mit liv – også privat. Jeg synes jo selv, at jeg er i topform, men det er DRs ret at sætte holdet. Ligesom man vælger en cykelkommentator, som ved noget om sporten, skal en Melodi Grand Prix-kommentator vide noget om sit felt, og det gør jeg. Jeg har godt styr på de musikalske trends og det politiske fnidder i deltagerlandene, og det er spændende at formidle.«

Jesper Groth og Laurits Emanuel fra duoen Fyr & Flamme skal repræsentere Danmark ved årets Eurovision Song Contest i Rotterdam.
Jesper Groth og Laurits Emanuel fra duoen Fyr & Flamme skal repræsentere Danmark ved årets Eurovision Song Contest i Rotterdam. Martin Sylvest

Både hobby og arbejde

Hvordan har du det med, at det er slut efter ti år?

»Det er mere end ti år, at jeg har beskæftiget mig med Eurovision Song Contest, for før kommentatorjobbet rejste jeg privat ud for at være med, så det har fyldt meget i mit liv. Det kommer det fortsat til at gøre, både privat og professionelt. I øjeblikket producerer jeg hver uge et to timer langt program om Melodi Grand Prix på P5 med musik fra før og nu og med gæster i programmet, og det skal jeg fortsat gøre. 2021 bliver første gang siden 2006, at jeg ikke fysisk skal afsted til Melodi Grand Prix, så det bliver et anderledes år,« siger Ole Tøpholm.

Han er fortsat fastansat journalist i DR, hvor han producerer musikprogrammer.

»Set over et kalenderår har Eurovision Song Contest ikke fyldt så meget i mit arbejdsliv, men det har været en sjov event, som jeg har fået lov til at dække. Jeg har ikke betragtet det som en arbejdsopgave, men som en hobby, og det kommer jeg til at savne,« siger Ole Tøpholm.