Jada aflyser de af sine koncerter i juni, som hun skulle have spillet i Danmark, samt alle sine koncerter i udlandet.
Årsagen skal findes i den graviditet, som hun var ved at være klar til at dele med omverdenen.
»Jeg troede, jeg skulle dele nyheden nu for bagefter at stå på scenen hele sommeren og gøre det, jeg elsker, sammen med jer,« skriver hun i et opslag på Instagram.
Hun havde glædet sig til at optræde med sit barn i maven, tilføjer hun. Men desværre opstod der for en uge siden nogle komplikationer, som gjorde, at hun blev indlagt.
»Jordemødre og læger på Hvidovre og Riget har været fantastiske og har passet så godt på os og sørget for at alt stadig er okay med mig og vores lille efterårsbarn. Men de har også gjort det klart, at jeg, på grund af komplikationerne, ikke skal ud og synge lige foreløbig,« skriver Jada.
Jada slutter sit opslag med at skrive, at hun både er og har været rigtig bange og ked af det.
»Men [jeg] er også enormt lettet over at tingene er stabile og så utrolig taknemmelig for den fantastiske omsorg og behandling, vi har fået. Lige nu skal jeg passe på mig selv og min familie. Men jeg glæder jeg mig usigeligt til at komme ud og spille for jer igen,« skriver hun.
I kommentarerne til opslaget sender kendte folk som Andreas Odbjerg, Medina, Sara Bro, Mads Steffensen, Christopher og Johanne Schmidt Nielsen opbakkende beskeder.
Jada skulle blandt andet have spillet til Fredagsrock i Tivoli 16. juni, men hun bliver nu erstattet af bandet Hugorm, som Simon Kvamm er forsanger i, skriver Tivoli i en pressemeddelelse.
»Vi er kede af, at Jada aflyser for vi havde glædet os til at se hende på Plænen. Vi har fuld forståelse for Jadas kloge beslutning, det vigtigste er at passe på sig selv og sit barn! Gode tanker herfra til Jada, og så håber vi, at få Jada tilbage på plænen en anden gang. Heldigvis er det i denne situation lykkedes os at lande en rigtig god erstatning i bandet Hugorm, hvor publikum kan se frem til en fed koncert,« udtaler Thor Feilberg, chef for musik og underholdning i Tivoli.
Jada skulle i slutningen af måneden have spillet på Tinderbox i Odense.