Hans onlinefestival er en økonomisk katastrofe. Men Benjamin Koppel insisterer på at afholde den alligevel

Saxofonist Benjamin Koppel er som en trold i en æske, siger han selv. Han rejser sig hurtigt op igen – så hurtigt, at ikke engang en total nedlukning af hans levebrød kan få ham til at lægge sig ned.

Ikke at det var nemt for saxofonisten at se hundredvis af koncerter og et utal af internationale turneer forsvinde med et virusbefængt trylleslag:

»Selvfølgelig var jeg påvirket af det. Jeg kunne hurtigt se, at det med at samle mennesker, det forsvinder nu. Ingen ved, hvornår det kommer tilbage. Men jeg kunne også mærke, at jeg ikke gad sætte mig hen i et hjørne og vente.«

Ved siden af sin karriere som freelancemusiker driver Benjamin Koppel musikvirksomheden Cowbell med tre ansatte, som skal have løn.

»Det balancerer hele tiden på vippen: Skal jeg fyre mine medarbejdere og lukke firmaet? Kan jeg klare den? Det er klart, at det er hårdt.«

Får tingene til at ske på trods

For at holde skindet på næsen tænkte Benjamin Koppel hurtigt, at han måtte handle sig ud af situationen. 2020 blev året, hvor han fik markant mere tid med sine børn og sin hund, men også året, hvor han færdiggjorde sin bog, skrev ny musik og udgav ikke mindre end seks plader.

I mangel af koncertsal spillede han drive-in-koncerter i sommer og koncerter i de københavnske gårde i december.

»Jeg har spillet på verdens fineste jazzscene i New York hundredvis af gange. Men det var næsten mere pragtfuldt at stå midt i en pandemi i en gård, hvor folk kom ud på deres altaner og hørte os spille tre sange. Så kunne vi ikke spille mere, fordi kulden havde bidt sig ind i fingrene.«

I denne uge afvikler saxofonisten den årlige Winter Jazz Festival – den 12. af slagsen, men den første, der udelukkende foregår online.

Hvis han kunne hive tusindkronesedler ud af et vist sted, ville Benjamin Koppel udvide sin onlinefestival med tiltag som for eksempel digital backstageadgang og livechat, hvor publikum og musikere kan mødes på helt nye måder. Men ligesom med gårdkoncerterne er det uden starthjælp svært at tjene penge på projektet.

»Festivalen bliver en økonomisk katastrofe, men indholdsmæssigt fuldstændig fantastisk,« siger han:

»Det er det, kulturlivet kan. Vi får ting til at ske på trods, og hvis der ikke er nogen penge, gør vi det alligevel. Men så ser det heller ikke ud, som om man har brug for hjælp.«

Svært ved at forstå kulturbranchen

Når hjælpen skal deles ud, bliver de kreative og kunstneriske nemlig ikke taget alvorligt, fordi politikerne mangler indsigt i, hvordan branchen fungerer, mener Benjamin Koppel.

Et eksempel er den kompensationspakke for kunstnere med kludetæppeøkonomi, som Politiken i december kunne fortælle, at kun 43 kunstnere havde fået del i. Hjælpepakken, som senere er blevet lavet om, var strikket sammen, så stort set ingen kunne leve op til kravene for at søge den.

»Man har svært ved at forstå en branche som min, hvor mange ikke bare har én, men 100 forskellige arbejdsgivere. Det kommer til udtryk, når der skal lovgives, og derfor er man hele tiden på bagkant med at hjælpe kulturlivet,« siger Benjamin Koppel.

I tillæg bør kulturminister Joy Mogensen (S) ifølge Koppel komme mere på banen og insistere på at tale kulturens vigtighed. Ministeren har før mødt massiv kritik for mangel på synlighed og klarhed.

»Hvis vi ikke kæmper for kulturen, bliver vi halvfascistoide og dumme,« siger saxofonisten:

»Det er ikke tilfældigt, at Taleban forbød musik, og at nazisterne forbød jazz. Musik er kærlighed, optimisme, håb og fællesskabsfølelse. Det er farligt for magthaverne og livgivende for et samfunds mentale sundhed.«

Omvendt har kulturlivet ifølge Koppel også svære odds, fordi det ulig andre brancher – som for eksempel minkavlerne – er enormt dårlig til at tale med én samlet stemme.

»Vi er grundlæggende individualister, der bruger hele vores liv på at finde frem til vores egen stemme. Det kræver rigtig meget at fortælle en historie fra sit inderste hjerteblod og hovedstol. Så er man bedst til at tale om sit eget værk – ikke om vilkårene for sig selv og andre,« siger han.

Må finde måder at overleve på

Hvordan Benjamin Koppel skal tjene penge til lønninger og papirclips i den umiddelbare fremtid, ved han ikke.

»Jeg tror ikke, min virksomhed kan holde til at leve lang tid endnu. Men vi spræller i nettet og bliver ved med at insistere på at lave musik. Vi kan jo ikke gamble med helbred og liv, altså må vi finde måder at overleve på,« siger han.

Overleve skal Benjamin Koppel nok. Han holder stædigt fast i sin jubeloptimisme og stålsatte tro på, at det nok skal gå.

»Det er det tætteste, jeg kommer på at have en religion. Verden holder ikke op med at have brug for gode fortællinger, hvad enten de er fortalt på en teaterscene eller med en saxofon.«