Samsø Festival, som begynder i næste uge, er vokset og vokset siden sin begyndelse i 1989.

Faktisk er festivalen blevet sådan et tilløbsstykke, at den har nået grænsen for, hvor mange gæster der fysisk kan komme til øen i Kattegat. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen vil en fyldt festival have 6.500 gæster samt 1.600 frivillige. Det er mange mennesker på øen, som ifølge Danmarks Statistik har 3.775 faste indbyggere.

Hvis man er typen, der plejer at rulle ind på festival med sækkevogne fyldt med dåseøl fra Tyskland, skal man finde sig et andet transportmiddel end hurtigfærgen Lilleøre, som sejler passagerer, cykler og barnevogne mellem Samsø og Aarhus.

Hvis man prøver at booke en færgebillet online, kommer der nemlig et gult skilt med en advarsel frem, der illustrerer, hvordan kapaciteten er ved at være strakt så langt, som det er muligt.

»I uge 29 og mandag i uge 30 er det på hurtigfærgen ikke muligt at medbringe bagage, der overskrider almindelig rejsebagage, såsom trækvogne, sækkevogne mv. fyldt med bagage og drikkevarer. Dette gælder både fra Aarhus og fra Samsø.«

I 2017 udvidede Samsø Festival med 500 ekstra gæster, og det har lagt ekstra pres på færgerne og på festivalen selv.

Det siger formanden for Samsø Festival, Thomas Jakobsen, til Jyllands-Posten. Derfor kommer festivalen ikke til at udvide yderligere, fordi lejet for festivalen nu er, »hvad øen og færgerne kan håndtere«.

»Det nytter ikke noget, at vi gerne vil sælge 10.000 billetter, for folk kan ikke komme herover,« siger Thomas Jakobsen til avisen.

Samsø Festival, der kalder sig Danmarks hyggeligste festival, finder sted tirsdag-lørdag i uge 30.

Programmet tæller navne som Thomas Helmig, Carpark North, Dodo & The Dodos, Blæst, D-A-D, Kesi og Birthe Kjær & Feel Good Band.

Oprindelig skulle Jada også have spillet, men som Berlingske tidligere har beskrevet, har Jada måttet aflyse en række koncerter på grund af en kompliceret graviditet. I stedet for Jada kommer Drew Sycamore og spiller.

Bagagereglerne gælder tilsyneladende ikke for bilfærgerne fra henholdsvis Hou og Kalundborg.