»Det er med længder det flotteste nummer, Infernal nogensinde har lavet«

AOK
Musik
Anmeldelse

Infernal fejrer 25-års jubilæum med overraskende ambitiøst sci-fi-konceptalbum.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Infernal har alle dage været et af dansk musiks mest skamløse foretagender.

Højere, vildere, mere vanvittigt, mere over-the-top. Kitsch, camp, prol – kald det, hvad du vil. Når den dynamiske duo bestående af Lina Rafn og Paw Lagermann slår sig løs, er det helt uden fine fornemmelser. »Vi har kun ét gear, og det er femte,« som Lina Rafn selv har udtalt.

Den slags er let at gøre nar ad. Specielt fordi Paw og Lina selv i stor stil har omfavnet proletarfesten. En af deres seneste singler hedder »Techno Tombola«, og under deres sindssyge liveshow bliver publikum badet i vodka og skudt i smadder med en kæmpe CO₂-gun. Det er en den slags, der tager kegler på Smukfest, men som aldrig bliver lukket ind på fine Roskilde Festival.

25 år siden debut

I disse dage er det 25 år siden, at gruppen udsendte deres hårdtpumpede debutsingle »Sorti de l’enfer« (yep, det er den med sækkepiberne), og det har de valgt at markere med udgivelsen af deres første reelle album i 12 år. Noget tyder på, at de har haft brug for at gøre op med folks opfattelse af dem som et lidt useriøst sjoller-foretagende.

»HORMESIS«, som albummet hedder, er nemlig noget så sjældent som et fuldt realiseret sci-fi-konceptalbum. Naturligvis produceret som en kæmpe Hollywood-blockbuster med fuldt smæk på effekterne. Det er jo Infernal, vi snakker om her.

Albumtitlen referer til en biologisk proces, hvor celler styrkes gennem eksponering for moderate mængder af stress. Over længere tid vil eksponeringen ødelægge og nedbryde, men i begrænsede mængder vil cellerne i stedet styrkes. På et filosofisk plan kan man sige, at hormesisprocessen er en slags biologiens svar på den tyske filosof Nietzsches aforisme om, at det, der ikke tager livet af dig, gør dig stærkere.

Som sådan er det en god metafor for at have overlevet som band i 25 år. De har været igennem lidt af hvert gennem årene, men de står her altså stadig. Spørgsmålet er, om de også er stærkere end nogensinde?

Jeg er tilbøjelig til at sige ja. Ud fra et rent produktionsmæssigt standpunkt har de aldrig lydt bedre. Albummet åbner som en fuldt iscenesat sci-fi-film, hvor vi svæver ude i rummet og langsomt zoner ind på to rumkapsler, hvor vores to superhelte har været frosset ned under rejsen. Der er et helt nummer, hvor de vækkes til live igen, og derfra går albummet så for alvor i gang.

Med spacey synth-arpeggioer – tænk Vangelis og Giorgio Moroder – som gennemgående musikalsk motiv dykker Paw og Lina ned i en lang række forskellige elektroniske subgenrer på vores færden ud i rummet. På sprængladningen »Get More« møder forvrænget elektronisk dance-punk a la Justice de store big beats fra Chemical Brothers. Men det er samtidig produceret med al den saft og maskinkraft, vi kender fra moderne EDM, så på den måde lyder det langt fra retro.

Andre steder dykker de ned i noget mere beskidt britisk dubstep på »No Accidents« for siden at springe videre til mere moderne og vokalbaseret UK-house på et nummer som »Get to Tell Me«.

Hvem? Hvad?

Det lyder alt sammen toplækkert. Men særligt midt på pladen bliver det også lidt en rodebutik. Lina Rafn synger kun sporadisk på disse sange, og i stedet optræder et miskmask af forskellige vokalister. Nogle af dem er krediteret – Blandt andet den amerikanske rapper CANCUN? – mens jeg simpelthen ikke kan greje, hvem den mandlige vokalist er på for eksempel førnævnte »Get to Tell Me«. Er det overhovedet et Infernal-nummer? Hvorfor synger Lina ikke?

Heldigvis slutter albummet ligeså godt, som det starter. På »Save My Own Soul« modsvares albummets stærke produktionsdesign af ditto sangskrivning, nu endelig med Lina bag mikrofonen. Allerbedst er dog balladen »Let Go«, der skruer ned for bulder og brag og i stedet lader et tørt beat møde et intergalaktisk gospelkor. Det er med længder det flotteste nummer, de nogensinde har lavet.

Der er ingen tvivl om, at Infernal med »HORMESIS« har lagt sig i selen for at vise, hvor dygtige og alsidige producere de rent faktisk er. På det parameter lykkes de i den grad. Til gengæld halter sangskrivningen undervejs. Derfor ender albummet også som lidt af en stiløvelse. Effektfuld og imponerende. Men sjældent synderlig rørende.

Infernal. »HORMESIS«. inf.:rec.

Lyt til albummet her: