En rivalisering mellem to af verdens største rappere har ulmet i årevis.
Men de seneste måneder er der langsomt blevet sat mere ild i konflikten.
Og natten til lørdag eksploderede det til et af de største og mest voldsomme dramaer i musikhistorien.
De ultrapopulære hiphopstjerner Kendrick Lamar og Drake har udgivet intet mindre end tre disstracks rettet mod hinanden, hvor de på skift nedgør hinanden.
Først ledte Lamar an med »6:16 in LA«.
Så kom den populære rapper Drake med den syv minutter lange sang »Family Matters«.
Og bare få minutter efter smed Kendrick Lamar endnu et Drake-diss med titlen »Meet the Grahams«.
Det er ikke småting. De beskylder blandt anden hinanden for partnervold, trang til unge kvinder, skjulte børn og krakelerende image.
Det er ikke just nyt, at der i hiphopverdenen udbryder konkurrencer og ordkrig mellem rappere. Det er en fast del af kulturen. Og hvor Drake har haft større succes i salg og streams, så har Kendrick i højere grad været respekteret af branchen og kritikerne med flere grammypriser og ikke mindst en Pulitzer-pris.

Men hvordan startede den såkaldte beef mellem to af musikken sværvægtere, der er gået hen og blevet et offentligt show for omverden?
Få et overblik over sagen her:
Hvordan startede det?
Faktisk startede de to ud som venner.
Tro det eller ej.
I 2011 lagde den nu 36-årige Kendrick Lamar et gæstevers på Drakes storsælgende album »Take Care«, hvor Drake året efter var et smut forbi Kendrick Lamars debutalbum »Good kid, M.A.A.D. City«, som blev rost af kritikerne.
Klapsalverne gav selvtillid til den nye rapper, og under et gæstevers på rapperen Big Seans sang »Control« gjorde Kendrik Lamar sine ambitioner klare for omverden.
»I got love for you all, but I’m tryna murder you niggas,« lød det fra Lamar i 2013.
I et interview samme måned med Billboard Magazine svarede Drake tilbage på den hårde linje:
»Jeg har ikke rigtig noget at sige om det. Det lød bare som en ambitiøs tanke for mig. Det var alt, hvad det var,« sagde Drake til mediet, der bemærkede, at han ikke så Kendrick Lamar som en trussel.
Siden 2013 har de udvekslet enkelte bemærkninger mod hinanden. Intet vildt.
Men det er nu slut.
Hvorfor eskalerede konflikten?
Oktober sidste år udgav Drake sit ottende album »For All The Dogs«, hvor sangen »First Person Shooter« med rapperen J. Cole var en del af sangkataloget.
Her rappede J. Cole – i hvad der faktisk ligner en hyldest:
»Is it K-Dot? Is it Aubrey? Or me? / We the big three«.
K-dot er et af Kendrick Lamars kaldenavne. Aubrey er Drakes fornavn.
Selvom J. Cole omtaler Kendrick Lamar som en af de »tre store« i amerikansk hiphop, så skulle Kendrick Lamar ikke være en del af den trio.
I marts i år gæstede Lamar produceren Metro Boomin og rapperen Futures album »We Don't Trust You«, hvor han på sangen »Like That« smider ordene:
»Motherfuck the big three, nigga, it’s just big me«.
Av.
Linjen måtte også føles som en hård lussing i ansigtet på Drake, da Metro Boomin har produceret størstedelen af Drakes album »What A Time To Be Alive« fra 2015. De to skulle angiveligt efter udgivelsen af albummet have røget i totterne på hinanden.
Hvordan reagerede Drake?
Overraskende nok sagde Drake ikke noget i første omgang.
Han smed et par bemærkninger til sine koncerter hist og her, men det var J. Cole, som først tog sigte og svarede tilbage.
På overraskelsesalbummet »Might Delete Later« smed rapperen ordene »I got a phone call, they say that somebody dissing / You want SoMe attention, it come with extensions« på diss-tracket »7 Minute Drill«.
J. Cole overbeviste dog ikke rigtig nogen, og få dage senere sagde han undskyld og bad om tilgivelse. J. Cole slukkede ilden. Han var blevet forbrændt – ikke Kendrick Lamar.
At det netop var J. Cole som tabte ordkrigen, kunne Drake ikke acceptere.
18. april udgav han sangen »Push Ups«, hvor Kendrick Lamar blev en symbolsk skydeskive. Her gik Drake efter Lamar for hans manglende succes på streamingtjenesterne (kan diskuteres), dårlige pladekontrakt (et rygte) og ikke mindst for hans højde (rapperen er 1,65 meter høj).
Samtidig påpeger Drake i sangen, at Kendrick Lamar er nødt at få hjælp fra popstjerner som Taylor Swift for at blive nr. 1. I 2014 udgav megastjernen Taylor Swift sangen »Bad Blood«, hvor rapperen gæster.
Og intet mindre end en uge senere udgav Drake, så endnu et disstrack med titlen »Taylor Made«, hvor han mente, at Lamar var for fej til at udgive musik samme uge som Taylor Swifts nye album – der forventeligt – blev en stor succes.
På sangen havde Drake gjort brug af ai-versioner af Snoop Dogg og den afdøde rapper Tupacs stemmer. Efter klager fra Tupacs familie blev sangen fjernet fra Drakes sociale medier.
Hvad så nu?
En beef slutter først, når den ene part ikke svarer tilbage.
Og selvfølgelig svarede Kendrik Lamaer tilbage – igen igen.
I skrivende stund har Kendrick Lamar det sidste ord med den spritnye »Meet The Grahams«, men for et par dage siden udgav han »Euphoria«, hvor han fremlægger samtlige af Drakes ømme punkter:
At Drake har holdt sin søn skjult i tidernes morgen. At Drake er en tvivlsom far. At Drake ikke bruger sine egne rim. At Drake aldrig vil blive accepteret i den sorte hiphopkultur.
Fredag aften eskalerede hiphopkonflikten til nye højder, da Kendrick Lamar og Drake frem og tilbage smed disstracks og voldsomme rim mod hinanden.
Begge parter vil vinde – og ikke mindst tjene.
Både den oprindelige gnist »First Person Shooter« og Lamars første svar på »Like That« er gået nr. 1 i USA.
Lige nu er Drakes »Push Ups« stærkt på vej op ad hitlisten. Og det første døgn streamede Lamars »Euphoria« over 9 millioner på Spotity, hvilket er det fleste streams for en hiphopsang i år.
Nu sidder alle tilbage og venter spændt på, hvad det næste træk bliver – og ikke mindst spørger sig selv, hvordan det hele vil ende. Meget tyder på, at det ikke bliver foreløbigt.