En rasende, ung kvinde forsøger at sætte ild til sin kæreste med en flammekaster. En gruppe flymekanikere skridter i bedste Bollywood-stil hen over gulvet til tonerne af en fremmedartet sang, som slet ikke er så fremmedartet endda.
»Hawa« hedder sangen, hvis video på to dage har fået over en million afspilninger på YouTube.
Det er den danske sanger Hasan Shah, der står bag. I januar skrev han pladekontrakt med Sony Music i Indien, og hans første single er på sproget punjabi, som tales af omkring 125 millioner mennesker i dele af Indien og Pakistan.
På den danske musikscene har 27-årige Shah gjort sig bemærket som både sanger, sangskriver og musikvideoinstruktør. I 2015 udgav han sangen »Tyveri« i samarbejde med rapperen Gilli. Siden har han været på turné med Rasmus Seebach og været nomineret til en Danish Music Award for bedste musikvideo.
»Hawa« betyder vind, og sangen er ifølge Hasan Shah dedikeret til alle de drenge, der gerne vil have lidt luft i deres parforhold.
»En dag er jeg borte med blæsten, skal det forstås som,« siger han. »Det er ikke inspireret af mit eget liv, men jeg tror, mange kan relatere til det.«

Droppede ud af Arkitektskolen
Hasan Shah er fra Brøndby Strand. Det betyder noget for ham, mærker man tydeligt.
Området har ageret kravlegård for musikere som Burhan G og Outlandish, og som ung betød det meget at have nogle store artister at spejle sig i, fortæller Shah. I Kulturhuset kunne han sidde for sig selv i mørket og spille klaver i flere timer. Som 13-årig var han med i talentshowet »Scenen er din« på TV 2 og senere også MGP på DR.
Alligevel var det aldrig meningen, at musik skulle være mere end en hobby.
Sangeren med de pakistanske rødder begyndte på Kunstakademiets Arkitektskole. Med tiden blev han mere og mere klar over, at det ikke var dér, han hørte hjemme. Hjertet var i musikken.
»Jeg droppede ud og tænkte for første gang, at nu var der ingen vej tilbage. At det er vigtigt, hvad man gør med sin korte tid her på jorden,« fortæller han.
I Hasan Shahs familie vægter man uddannelse meget højt. Mens søsteren bakkede ham op, blev moren bekymret over, at han valgte sin uddannelse fra.
»For min mor var det en rigtig svær ting at sluge. Det var lidt flovt for hende, at hendes søn var musiker. Det var ikke noget, hun kunne sige med stolthed.«

En kæmpe legeplads
Efter hittet »Tyveri« følte Hasan Shah sig låst af at skulle lave mere af det samme. Det var en tur til Pakistan, hvor det meste af sangerens familie bor, der inspirerede ham til at lave musik på punjabi.
»Jeg mærkede en hjertevarme fra de her mennesker på den anden side af kloden, som virkelig tændte en gnist i mig. Jeg blev nødt til at lave noget, de kan forstå, og som kan give dem glæde,« siger han:
»Det har været en kæmpe legeplads. Her kan jeg virkelig bare gakke helt ud.«
På »Hawa« eksperimenterer sangeren med nye rytmer og et nyt udtryk. På samme tid har han ikke tænkt, at han skulle lave om på sin musik for at tilpasse sig sit nye publikum:
»Man skal ikke prøve at forme sin identitet eller musik, sådan så de kan lide det. Det tror jeg faktisk, de er trætte af at se på. Med et vestligt udtryk kan jeg være et frisk pust.«
Covid-19 giver gode muligheder i Indien
I 2019 gik Hasan Shah fra dør til dør i Indien og spillede sin musik for pladeselskaber. Især Sony Music var interesserede, men andre projekter trængte sig på, og musikken blev aldrig færdig. Så ramte covid-19.
For Hasan Shah var det en mulighed for at trække vejret og fokusere energien på det, han virkelig gerne ville. Han tror også, at nedlukningen har haft en positiv virkning på hans muligheder i Indien.

»Deres videoproduktion er gået helt i stå. Det har gjort en dreng fra Brøndby Strand endnu mere interessant i deres øjne, at jeg kan lave en hel produktion i Danmark, som de kan skubbe ud til deres publikum,« siger han.
Og skubbet er den blevet. Så meget, at over en million mennesker har set Hasan Shahs musikvideo på to dage.
»Det er jo helt sindssygt. Kæmpe optur. Men tallet er ingenting i forhold til den kærlighed, jeg mærker fra min omgangskreds,« siger han og fortæller, at han er blevet kimet ned af familie og venner, der ringer for at lykønske ham.
»På udgivelsesdagen vågnede jeg op til en mor, som var helt oppe at køre. For første gang kan hun være megastolt og tænke: 'Han gjorde det'.«

Dansk pladekontrakt
Sangeren er bestemt ikke færdig med at lave musik på dansk. I januar skrev han pladekontrakt med Warner Music Denmark.
I Indien ser Sony Music allerede frem mod den næste single. Det handler ifølge Hasan Shah om at få etableret et navn og så forhåbentlig spille en masse koncerter, når verden en dag tillader den slags igen.
»Der er 1,3 milliarder mennesker i Indien. Jeg forestiller mig, at alt er lidt større og lidt mere ekstravagant,« siger sangeren.




