Danmark har fået en ny stor rockstemme. Hun hedder Brimheim. Og hun skriver sange, du ikke kan gå uberørt fra

AOK
Musik
Anmeldelse

Dramatisk debut fra dansk-færøske Brimheim er en gåsehudsfremkaldende påmindelse om rockmusikkens forløsende potentialer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man ved, at man har fat i noget særligt, når hårene på armene rejser sig. Gåsehud lyver aldrig. Det er som et bæger, der flyder over. Kroppens instinktive reaktion på et overvældet sanseapparat. Et øjebliks lykkerus. Og en kærkommen påmindelse om, hvor magisk musik kan være.

Grunden til, at jeg nævner det, er selvfølgelig, at jeg har haft et nyt album i ørerne, der virkelig leverer på den front. Det hedder »can’t hate myself into a different shape« og er skabt af dansk-færøske Brimheim. Bag kunstnernavnet gemmer sig sanger og musiker Helena Heinesen Rebensdorff, og lad mig bare slå fast med det samme, at vi har at gøre med et usædvanlig talentfuldt nyt navn på den danske musikscene.

Brimheim laver noget så gammeldags som emotionelt flossede rocksange med store iørefaldende omkvæd, masser af drama og tårnhøje kunstneriske ambitioner. Det er en sjælden kombination, særligt i dansk kontekst. Ofte bliver den slags enten for letkøbt og klichéfyldt eller for arty farty. Brimheim går derimod rent ind på langt størstedelen af sangene her. Man tror på hende. Sangskrivningen har tyngde. Melodierne er stærke. Og så har hun en usvigeligt sikker sans for at bygge dramaet op og forløse det på den helt rigtige måde.

Den evne går igen på tværs af sangene her. Både på de mere umiddelbare refrænstærke sange som den bittersøde »favourite day of the week« og den rørende kærlighedserklæring »hey Amanda«. Men også på de mere avancerede kompositioner som den mørkt dragende »poison fizzing on a tongue«, hvor Brimheim for alvor slipper sin indre goth-dronning løs, og den mageløse albumlukker »hurting me for fun«.

Noget af det, der er med til at gøre det her album til noget helt særligt – og mere end bare en bagudskuende stiløvelse i radiovenlig 90er-rock – er den måde, Brimheim og producer Søren Buhl Lassen pludselig tager sangene i nye overraskende retninger.

Lyt til, hvordan førnævnte »hurting me for fun« langsomt muterer fra slæbende rockballade over himmelstræbende postrock til voldsomt udblæst fire-i-gulvet-house. Og tilbage igen. På papiret burde det ikke kunne lade sig gøre. Men i høretelefonerne er det en fuldstændig sømløs lytteoplevelse, der sender lytteren på en opstigning til et forvrænget lyd-nirvana. Det kradser på den helt rigtige måde og spejler fornemt tekstens sammenstilling af kærlighed og smerte.

Kvinderne tager teten

Mange af sangene handler netop om alle de knuder, man kan slå på sig selv for at føle sig god nok. God nok til at blive elsket. Og god nok til at elske sig selv. Særligt når man mest af alt hader den person, der kigger tilbage på en i spejlet. Som sådan skriver Brimheim sig ind i en større international tendens i disse år.

Det er nemlig i høj grad de kvindelige musikere, der har taget teten og holder kunstnerisk liv i den håndspillede indierock. Det mørke og flossede tonesprog er blevet en arena for noget af tidens mest personlige sangskrivning hos en lang række stærke yngre navne som Phoebe Bridgers, Soccer Mommy, Mitski, Snail Mail, The Weather Station og Girl In Red.

Brimheim er fuldt på niveau med sine udenlandske rocksøstre. Og med sit stærke debutalbum viser hun, at hun både har sangene, stemmen og vingefanget til at kunne begå sig langt uden for Danmarks grænser.

Som sagt: Gåsehud lyver aldrig.

Brimheim. »can’t hate myself into different shape«. W.A.S. Entertainment.

Lyt til albummet her: