Britisk band har endelig skabt sit store mesterværk

AOK
Musik
Anmeldelse

The 1975 har med deres femte album endelige skabt det album, som de længe har haft i sig. Fuld af übersmart pop med både hjerne og hjerte på rette sted.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har flere gange op gennem anden halvdel af 2010erne haft fornemmelsen af, at The 1975 en eller anden dag havde et mesterværk gemt i sig. Om deres femte album »Being Funny In A Funny Language« falder i den kategori, er stadig for tidligt at sige, men det er i hvert fald snublende tæt på. Jeg har ganske enkelt kæmpe optur over den her plade.

For her er det, som om bandet endelig skærer ind til benet og fokuserer på det, det hele handler om: Nemlig at skrive gode og medrivende sange, der både giver dig lyst til at danse, føle, tænke og reflektere. Både over hvad god musik er, hvad det vil sige at være et godt band og – ikke mindst – den forvirrende tid, vi på mange måder lever i.

Konturerne til mesterstykket har i den grad været der på deres tidligere udgivelser. Her var et band, der lod til at kunne det hele og mere til. Både skrive smægtende 80er-lænende popmusik fuld af smarte referencer, men samtidig gøre det med en kunstnerisk selvbevidsthed, som man sjældent støder på i disse tider. Ikke mindst takket være den überkarismatiske frontmand Matt Healy, der både mestrer rollen som Michael Hutchence-lignende sexsymbol, emoprins for Instagram-æraen og intellektuel zeitgeistkommentator med et nærmest patologisk behov for at provokere.

Hvor bandet tidligere har snublet lidt i deres egne evner og skyhøje ambitionsniveau – og senest ramte en kunstnerisk endestation på deres eksperimenterende »Notes On A Conditional form« (2020) – vender de her tilbage til udgangspunktet: Den gode popsang. Både i den kloge og meget 1975-agtige version og den mere universelle slags. Og det er netop vekselvirkningen mellem disse, der gør albummet til så stor en fornøjelse.

Selvom albummet er deres mest koncise i karrieren, er det stadig et album med masser af tematiske spor og lag at gå på opdagelse i. Et af de bærende er Matt Healys refleksive hudfletning af sig selv som både mand og frontmand i et band. Allerede på det blændende LCD Soundsystem-citerende åbningsnummer »The 1975« udstiller han sit eget højttravende bullshit med linjer som »Oh, call it like it is / You're makin' an aesthetic out of not doin' well / And minin' all the bits of you / You think you can sell.«

Sangen er ultimativt en sympatierklæring til unge mennesker – mange af dem bandets egne fans – som vokser op i en fucked up verden, hvor de via sociale medier skal forholde sig til alverdens kriser, både klimamæssige, racemæssige, identitetsmæssige og institutionelle. Det kunne der komme noget prætentiøst bras ud af, men Healy er en mester i at ramme den rette balance. Og så kan han være elementært sjov, når det slår ham. For eksempel beskriver han at scrolle på nettet på følgende måde: »I'm feelin' apathetic after scrollin' through hell / I think I've got a boner / But I can't really tell.«

Undervejs undersøger han maskulinitetens ekstremer. Først på »Looking For Somebody (To Love)«, hvor han under sangens brusende Springsteen-agtige pomp og pragt tager os ind i hovedet på en ung massemorder. »You should have seen how they ran / whеn I was lookin' for somebody to love / You should have seen it man, I was all bang, bang, bang, bang / Lookin' for somebody to love.« Det er ikke et rart sted at være og står i skærende kontrast til den medrivende musik.

På den fænomenale »Part Of The Band« viser han kort efter den anden side mønten. Her udstiller han spydigt den ufarlige, politisk- og internetkorrekte, bløde (hvide) mand: »I like my men like I like my coffee / Full of soy milk and so sweet, it won't offend anybody,« lyder det, inden han igen hænger sig selv til tørre over sangens rustikt knirkende møde mellem tidlig Bon Iver-ømhed og Coldplay »Viva La Vida«: »Am I ironically woke? The butt of my joke? Or am I just some post-coke, average, skinny bloke calling his ego imagination?«

Jeg kan ikke komme i tanke om andre, der skriver den slags tekster lige nu. Det er ret formidabelt.

Det, der imidlertid gør albummet til så stor en fornøjelse, er, at Healy også denne gang meget bevidst prøver at lægge en dæmper på alt sit højloftede ordgejl. For det kan også blive for prætentiøst. For kynisk. For selvbevidst. Og det ved han også godt selv. Og sjovt nok er flere af pladens højdepunkter også dem, hvor han bare sigter efter det helt universelle.

Sange som »Happiness« og »In Love With You« er blandt gruppens mest glædestrålende og blåøjede statements. Her får musikkens ekstatiske puls bare lov til at gøre arbejdet med spruttende saxofoner og labre guitarriffs. Som for at sige: Forglemmelsen ligger i at miste sig selv i den anden. Det handler om at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Om at udtrykke sig uden at sætte følelserne i anførselstegn.

I hvert fald en stund. For vi ved jo alle sammen godt, at lige om lidt vender tvivlen og selvbevidstheden tilbage, og pludselig sidder man og doomscroller på mobilen igen.

The 1975. »Being Funny In A Foreign Language«. Dirty Hit.

Lyt til albummet her: