11. låge: Da bandet alle elsker at hade tog hævn over kritikerne

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge tager The 1975 hævn over kritikerne.

Koncert med The 1975 i Falconer Salen, mandag den 4. april 2016. Forsanger Matt Healy var fuld af energi og iført plateaustøvler og bar overkrop. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes bands, som folk elsker at hade. Nickelback, Limp Bizkit, Mumford & Sons, Coldplay. For bare at nævne et par af de mest åbenlyse. Den får ikke for lidt på de sociale medier, hvor alle kan komme til orde. Everyone’s a critic! Her får hadet og de ondskabsfulde kommentarer virkelig frit spil.

Britiske The 1975 er et af den slags bands, som får en vis type musiknørder, -snobber og internet-trolde til at tænde helt af. Men i stedet for bare at ignorere det og koncentrere sig om de mange, der godt kan lide dem, valgte de i musikvideoen til dette års »The Sound« at forholde sig til kritikken. At lægge den frem, udstille den og ultimativt sende den tilbage i hovedet på alle haterne.

Symbollikken er rimelig åbenlys: Bandet spiller inde i en glasmontre, mens deres kritikere står udenfor og spyr galde - og derved metaforisk putter bandet i en kasse. Undervejs dukker kritikernes harske ord op i store versaler på skærmen:

»Do people really still make music like this?«
»They’re essentially making robotic Huey Lewis tunes«
»There’s no danger in this music at all«
»Unconvincing emo lyrics«
»This band thinks it has a charismatic singer… they are mistaken«
»Terrible high-pitched vocals over soulless robo beats«
»Punch-your-tv-obnoxious«
»Pompous arena synthpop«
»Totally lacking the wow factor«
»Genuinely laughable«
»I only heard Chocolate once, but I hated it«
»Ridiculous contrived knock-offs«
»Desperate, shallow, cringeworthy«
»Pretentious, unimaginative, annoying«
»Boring recycled wannabes«
»Frivolous bubblegum manufacturers«
»Vapid derivative pop«
»Trying too hard«

Det er en ordentlig omgang. Kommentarerne er ægte og bl.a. taget fra en tråd på Reddit. Og selvfølgelig ender det med, at kritikerne selv står inde i kassen, mens The 1975 sidder udenfor, upåvirkede. Budskabet: »Sig I bare, hvad I vil. Vi kan godt klare det. Det er jer, der ser skidt ud, ikke os.«

Det er ikke helt dumt tænkt. Og jeg synes personligt, at The 1975 bliver lagt alt for meget for had. Jeg gider ikke engang beskrive dem som en guilty pleasure. Ja, de er prætentiøse. Ja, de går efter succes. Ja, frontmand Matt Healy krukker på den feminine måde. Og nej, de opfinder ikke den dybe tallerken. Og hvad så?  De er et mega godt popband, som tilfældigvis spiller på »rigtige« instrumenter og har lyttet til rigtig meget 80er-musik.

»The Sound« holder. Fire-i-gulvet, house-piano, guitar-pyroteknik og en fængende melodi, der får mig til at tænke på Prince anno The New Power Generation. Hvad mere kan man forlange?

PS. Fuck Nickelback.