Beyoncé hylder dansegulvet, men glemmer undervejs en af de allervigtigste ting

AOK
Musik
Anmeldelse

Kan man både være en »Alien Superstar« og i øjenhøjde med den almindelige kvindes frigørelseskamp? Beyoncé gør et ihærdigt forsøg på sit syvende album, »Renaissance«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Coronapandemien var først og fremmest en global sundhedskrise. Men den var også bare helt enormt kedelig. Intet samvær, ingen fest. Og uden festen var der pludselig ikke noget dansegulv. Hverdagens ventil var væk, og over hele kloden måtte vi fra hver vores isolationsboble nøjes med at drømme længselsfuldt om den dag, vi igen kunne mødes og slippe kroppen fri til lyden af høj musik.

Et eller andet sted under lockdown sad Beyoncé i et luksuriøst pragtpalæ og havde samme længsel efter igen at mærke sveden og euforien. Og så gik hun ellers i gang med at lave den musik, som hun gerne ville høre, når det en dag blev muligt at danse sammen igen.

Resultatet af popdronningens bestræbelser er nu ude i form af hendes syvende album, »Renaissance«. En albumtitel, der både signalerer en genfødsel for popstjernen Beyoncé, men også for alle os andre post-lockdown. Seks år efter udgivelsen af hendes seneste reelle studiealbum, det meget personlige og politisk ladede »Lemonade«, er Beyoncé tilbage med en hyldest til dansens frigørende potentialer.

Det er et album, der handler om at føle sig selv 100 procent. »Comfortable in my skin / Cozy with who I am / I love myself, goddamn,« slår Beyoncé fast på »Cozy«. Har pladen en rød tråd, er det opfordringen til at vriste sig fri af sine kæder – hvad end det er arbejde, religion eller majoritetskulturens kassetænkning – og i stedet søge nydelsen på sine egne præmisser. Både på dansegulvet og i dobbeltsengen. For derigennem at realisere sig selv.

Albummet er struktureret og produceret som ét langt dj-sæt med masser af gennemførte overgange mellem de forskellige numre. Men frem for blot at holde sig til et enkelt hjørne af dansemusikken tager hun os på en røvrystende rejse gennem 40 års klubmusik. Albummet er som sådan en skinnende spejlkugle af musikalske og tekstlige referencer til specifikke natklubber, scener, sange og miljøer fra før og nu.

Missionen er klar: Dansegulvet har historisk set været et sted, hvor minoriteter har kunnet udtrykke sig frit – fri for mainstreamkulturens fordømmende blikke. Og det er da netop også i disse miljøer, at store dele af den moderne æras dansemusik er født. Eksemplerne er utallige, men både disco, house og techno har alle deres rødder i sorte, latinamerikanske, homoseksuelle og queer-miljøer i byer som New York, Chicago og Detroit. Og det er dette historiske kontinuum, som Beyoncé hylder og skinner sit lys på her. Plus en masse andre nyere regionale scener og miljøer på kryds og tværs af USA og ikke mindst i Syden, hvor hun selv er fra.

Kroppen lyver aldrig

Overordnet set er det et imponerende album, ulasteligt produceret og med et kæmpe musikalsk scope og ambitionsniveau. Det er svært at forestille sig andre end Beyoncé arbejde i den her skala. Førstesinglen, »Break my soul«, giver mig omgående lyst til at danse, som var der ingen dag i morgen. Her springer Beyoncé ud som indigneret house-diva på en medrivende natklub-banger baseret på et sample af house-klassikeren »Show Me Love« med Robin S. Muligvis en lavthængende frugt, men det spiller bare maks. Kroppen lyver aldrig.

På »Church Girl« smeder hun et par gamle gospel-samples sammen med et hektisk karosseri-rystende hiphop-beat og lader kirkens dydige piger – hun har selv været en af dem – slippe hæmningerne på natklubben. Og er det ikke melodien fra »Drop It Like It’s Hot«, der titter diskret frem i omkvædet? Jo, det er det.

Overordnet set er det et imponerende album, ulasteligt produceret og med et kæmpe musikalsk scope og ambitionsniveau. Det er svært at forestille sig andre end Beyoncé arbejde i den her skala. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sony Music.

Den slags detaljer er albummet spækket med. Nogle gange som et ekko af en dansegulvklassiker som for eksempel brugen af »I’m Too Sexy« med Right Said Fred på »Alien Superstar«. Andre gange på langt mere åbenlys manér som på album-lukkeren »Summer Renaissance«, hvor Beyoncé – naturligvis – sampler klassikeren over dem alle, »I Feel Love« med Donna Summer og produktion af Giorgio Moroder.

Når jeg ikke er helt oppe at ringe over udgivelsen, handler det om flere ting. Der er masser af attitude, imponerende rap-kadencer og vokal akrobatik, men det samler sig for sjældent i koncise sange. Det er måske en underlig anke mod et album, der så nøje sigter efter at skabe en oplevelse på dansegulvet med sin ambitiøst kuraterede samling af røvrystende beats, luftige disco-pasticher og hårdtpumpet house og techno.

Men jeg savner altså nogle flere ekstatiske pophooks i ligningen. Noget mere at skråle med på på dansegulvet.

En alien i øjenhøjde

Og så klinger det flere steder hult i mine ører, når Beyoncé på én og samme tid bruger enormt meget krudt på understrege sin superstjernestatus og samtidig vil skrive sange, som andre kvinder kan spejle sig. Så de føler samme selvværd og selvfølelse som hende. Beyoncé – because you’re worth it! Men kan man både være en »Alien Superstar« og samtidig være i øjenhøjde med en kamp, som ganske almindelige sorte kvinder kæmper dag til dag?

»Break My Soul« knytter sig for eksempel an til det, der er blevet kaldt The Great Resignation – altså trenden til at flere og flere – særligt amerikanere – siger deres job op i utilfredshed med dårlige arbejdsvilkår og ditto løn.

»I just quit my job / I'm gonna find a new drive / Damn, they work me so damn hard / Work by nine / Then off past five / And they work my nerves / That's why I cannot sleep at night,« synger hun.

Men ærlig talt: Er det ikke lidt utroværdigt at høre det her kampråb komme ud af munden på en privilegeret og gudesmuk superstjerne, der sammen med sin mand, Jay-Z, vurderes at være god for knap to milliarder dollar? Uagtet sangens kvaliteter, lyder det som et lidt for åbenlyst forsøg på at skrive sig ind i almindelige menneskers daglige kamp. Sympatien kan være nok så ægte, det klinger bare lidt hult, når det kommer ud af munden på en kvinde, der tilhører den øverste kulturelle og økonomiske stratosfære.

Samtidig er der også bare flere numre, der ikke helt rammer skiven. På den luftige discosag »Cuff It« er alle kanonerne ellers er kørt i stilling. Nile Rodgers (Chic) er med på funk-guitar, Sheila E (Prince m.fl.) på perkussion og – overraskende nok – danske Morten Ristorp (Lukas Graham m.fl.) i producerstolen side om side med topnavne som The Dream og Raphael Saadiq. Det bliver dog aldrig rigtigt større end summen af de enkelte dele. Daft Punk har allerede gjort det her bedre på »Get Lucky«.

Når det er sagt, er der stadig alt mulig grund til at kaste sig over »Renaissance«. For det er en oplevelse og et trip. Og der er som sagt stadig få andre, der arbejder i den her skala – og med det her ambitionsniveau – 25 år inde i en karriere, der bare bliver ved og ved med at danse på popkulturens højeste tinder.

Beyoncé. »Renaissance«. Sony Music.