Autotune eller ej: Sådan har du ikke hørt Gilli før

AOK
Musik
Anmeldelse

Den populære rappers nye album er en parade af solbeskinnede hits, der byder på både sambarytmer og 80er-pop.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lignede ellers en sløv start på musikåret, men med lynudsendte album fra både The Weeknd og The Minds Of 99 er 2022 allerede kommet flyvende fra start. Og som om det ikke var nok, har streaming-kongen over dem alle, Gilli, nu også meldt sig på banen med »Carnival«.

Og lad os bare slå fast med det samme: Titlen lyver ikke. Her midt i den mørkeste og koldeste tid på året har Gilli udsendt sit mest solbeskinnede og festlige album til dato.

Og udstikker igen-igen en ny musikalsk kurs for sig selv med en up-tempo og højenergisk lyd, der inkorporerer elementer fra både brasiliansk samba, baile funk og – måske mest overraskende – tidens allestedsnærværende 80er-synthpop.

Det vender vi tilbage til.

Gilli – eller Kian Rosenberg Larsson, som han egentlig hedder – rundede sidste år en af de helt store milepæle, da han som den første danske artist nogensinde passerede 1 milliard streams på Spotify. Det er et helt skørt tal, som stadfæster det, vi allerede godt var klar over: Gilli er i sin helt egen liga. Målt på streamingtal alene er han mere populær i Danmark end flere af de allerstørste internationale stjerner. Og der er ikke bare tale om et lucky punch. Det har stået på gennem de seneste 5-6 år. Nonstop.

I et rapgame, hvor det ofte netop handler om at føre sig frem, er Gilli en atypisk stjerne. Som person er han ikke voldsomt interessant, og han foretrækker at leve diskret. Man får lidt indtrykket af, at han sommetider selv er lige så overrasket over sin succes som alle os andre.

Hvad er så nøglen til hans store succes? Det siger sig selv, at manden kan skrive et godt hook. Men nok så vigtigt har han gode antenner. Gang på gang har han opfanget nye global-musikalske mikrotrends og gjort dem til sine egne. I stedet for at halse efter tidens lyd har han selv været med til at definere den. Naturligvis godt hjulpet på vej af kumpaner som Kesi, Benny Jamz, Sivas og Branco samt ikke mindst producere som Kewan, Hennedub og Nicki Pooyandeh.

Sviptur til Rio

Når alt kommer til alt, afhænger ens værdsættelse af Gilli dog af én ting: Kan du leve med autotune eller ej? Hvis ikke – og det er vist meget en generationsting – ja, så kan Gilli lave nok så mange genre-krumspring. Jeg selv er lidt på begge sider af hegnet. Autotune kan være et fedt virkemiddel og en stærk signatur. Men jeg er heller ikke blind for, at der er alt for mange, der bruger den til at maskere det faktum, at de hverken kan synge eller har en synderligt fed stemme.

Men kan du leve med autotune, er »Carnival« den fest, du ikke vidste, du manglede. Især albummets første halvdel, hvor Nicky Pooyandeh sidder bag producer-knapperne er ret enestående. På åbningsnummeret »Bainaná« mødes et overstadigt brasiliansk kvindekor med synkoperede sambarytmer og jødeharpe (!), inden Pooyandeh dropper det helt tunge beat og Gilli viser, at han sagtens kan rappe uden førnævnte autotune.

Den brasilianske inspiration lever videre på numre som »Peligrosa«, »Bariostar« og »Urørlig«, der alle blander den velkendte Gilli-lyd med housede lambada-fornemmelser. Tempoet er højt – »Kender Ik’ I Morgen« ræser afsted med overstadige 143 bpm (beats per minute, red.) – sangene suser afsted, og det er en lyd, der snildt burde kunne sætte gang i festen også i de sydamerikanske barrios og favelaer.

Med på 80er-trenden

Der er kort sagt langt til den mørke grime, trap-hiphop og gaderap, Gilli byggede sit navn på. Og han nøjes ikke med at tage os på smuttur til Rio de Janeiro.

På »No Pasa Nada« og »Miami Vicer« flirtes der med den helt corny 80er-lyd: Pulserende synth-bas, stram trommemaskine badet i rumklang og en lidenskabelig guitarsolo. Her kunne man indvende, at Gilli blot hopper på tidens store 80er-trend, men jeg synes, at han slipper godt afsted med det. Måske fordi det er så overraskende, at lige netop han prøver kræfter med den slags.

Tekstligt er Gilli knap så interessant. Det handler mest om at feste. Det er mere måden, Gilli siger tingene på. »Arigato wesh khouya ça passe?« lyder det for eksempel på »Kender Ik’ I Morgen«. Linjen er en sammenstilling af japansk, arabisk og fransk og betyder noget i retning af »tak, hva’ så, min bror, hvad sker der?«

Sprogligt mixes der på kryds og på tværs. Dansk, engelsk, spansk og portugisisk er også en del af paletten.

På den måde afspejler han – trods sine etnisk danske baggrund – ghettoernes og boligblokkenes multikulturelle virkelighed. Hvad end den ligger i Husum, på Nørrebro, i Marseille, Marbella eller Medellín. Gilli bringer karnevalet til byen.

Lyt til albummet her:

Gilli

»Carnival«

Universal Music