I efteråret måtte Annika Aakjær pludselig trække stikket og udskyde en større turné på grund af overbelastning. Efterspørgslen er dog blevet ved med at vokse.
Det store gennembrud er pudsigt nok kommet over en periode, hvor der ikke har været meget ny musik fra Aakjærs hånd. Seneste album er fra 2016. Derfor er det også dejligt, at hun nu endelig er klar til at følge op 2020-singlen »POP (Himlen Over København)«.
Den nye sang hedder »T-shirt« og fortsætter i samme elegant duvende elektroniske popspor som sin forgænger. Og ligesom på den sang er der markante referencer til popmusik fra dengang, Aakjær var barn. Hvor »POP« legede med Tina Turners »What’s Love Got To Do With It«, bruger Aakjær nu kløgtigt et par Roxette-sange som tidlige markører i et fint registreret portræt af forholdet til en af de første tætte veninder i barndommen.
Lyt til »T-shirt« her: