Annika Aakjær: »Jeg har en grundlæggende dovenskab, som jeg godt gad, at jeg ikke skulle diskutere med hver dag«

Annika Aakjær, 33 år, sanger, sangskriver og skuespiller aktuel med albummet »Lykkens Gang«. Elsker mellem to og fire genstande.

Svar Udbedes: Annika AakjÔø?r Sangerinden Annika AakjÔø? Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der bliver nydt et glas eller to på dit nye album – hvad bruger du alkohol til?

»Jeg har altid haft sådan en uro i kroppen omkring torsdag og fredag, en trang til at komme ud og drikke øl og se, hvad der sker, være fri og være sammen med andre.«

»De senere år er jeg så desværre begyndt at få meget voldsomme tømmermænd, så mit regnskab er begyndt at hælde lidt mere til min ædrueligheds favør.«

»Men jeg elsker det punkt mellem to og fire genstande, hvor de fleste bekymringer træder i baggrunden til fordel for nuet og dem, man er sammen med.«

Anne Linnet bliver også nævnt i store vendinger – hvad er det med din generation og hende?

»Uanset hvilken generation, man er, så er Anne Linnet en af de få, der virkelig har leveret et kulturelt arvegods. For mig er hun måske den største danske sangskriver, der er.«

Hvilket kunstværk giver dig tårer i øjnene?

»Anne Linnets »Forårsdag«. Den måde, melodi og tekst smelter sammen i »alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag«, det tager røven på mig hver gang.«

Hvor rejser du altid tilbage til?

New York. Jeg synes simpelthen, det er den bedste by i verden. Hver gang, jeg er der, går jeg med hænderne i vejret de første dage og udbryder »OMG, vi er i New York!« til min rejsepartner. Hvis jeg en dag vinder i lotto, trækker jeg stikket og flytter til New York i et år eller to.«

Hvad tror du på?

»Jeg tror på store indsatser og retfærdighed. Men jeg tror ikke på, at det kommer af sig selv.«

Hvad er dit bedste sundhedstip?

»Find ud af, hvad der skal til, for at du ikke bruger hele livet på at bekymre dig.«

Hvad vil du gerne lave om ved dig selv?

»Jeg har en grundlæggende dovenskab, som jeg godt gad, at jeg ikke skulle diskutere med hver dag.«

Hvad er meningen med livet?

»Det er altid at holde fokus på noget, der gør, at du kan holde ud at være i det. Jeg har prøvet hver dag at stå op til ingenting i en periode, eller det vil sige, stå op til mødet med min egen manglende evne til selvdisciplin. Og det kan fanme give en en taknemmelighed for pludselig at få travlt igen.«

»Når man har de der tomme tider, hvor dagene bare driver af sted, så kan det nærmest blive en stor ting og hårdt arbejde, hvad fanden man skal beslutte sig for at spise til aftensmad – og det er der, man har lidt for god tid til at spørge sig selv, om der overhovedet er en mening med livet, man er jo alligevel sulten snart igen ... Så er det, man skal tage sig sammen og begynde at banke en carport op eller noget i den stil.«

Hvad er det mærkeligste, du har i dit køleskab?

»Jeg har noget flydende ginseng, som jeg cirka husker at tage en tår af en gang om måneden. Det er jo så latterligt omsonst.«

Hvad ville du sige til dig selv som 17-årig?

»Det kan ikke betale sig at spare tandlægebesøg væk. Og så ville jeg forsøge at forklare mig selv, at jeg faktisk godt kan lide motion, og at det ikke kan betale sig at være komplet slatten, fra man er 15-25 år.«

Hvad er de længste minutter i dit liv?

»Min folkeskoletid.«

Er der noget, vi ikke ved om dig?

»At jeg virkelig elsker Dronningen, og at jeg faktisk er ikke-ryger og altid har været det.«