Man kan godt blive lidt bekymret, når bands, der var store i 90erne, efter mange års pause bliver gendannet.
Dels fordi der er en overhængende fare for, at nostalgien fylder for meget. Og dels fordi musikken sjældent er den eneste grund til, at mange bands finde sammen igen.
Den britiske dancepopduo Everything But The Girl er dog en undtagelse. Duoen består af sangeren og sangskriveren Tracey Thorn og produceren Ben Watt, der også er gift.
I starten af 80erne var de en del af den bølge af såkaldt sophisti-pop-bands, der var inspireret af soul og jazz og også talte blandt andre Sade og Simply Red.
Everything But The Girl (EBTG) fik et internationalt gennembrud i 1995, da den amerikanske DJ og producer Todd Terry udsendte et houseremix af deres nummer »Missing«.
Efter et par år, hvor britpoppens drengerøvsattituder og triphoppens røgfyldte stemning dominerede den britiske musikscene, bragte duoen melankolien tilbage på klubscenen og inspirerede britiske navne som Olive og Karen Ramirez.
Pludselig kunne EBTG fylde stadions verden over i stedet for mellemstore spillesteder i England, og U2 inviterede dem til at varme op på deres amerikanske turné.
Men duoen havde slet ikke lyst til at spille for så stort et publikum, og i 1999 udsendte de deres sidste album sammen. Ægteparret fortsatte med at lave musik hver for sig – Ben Watt som producer og DJ – og Tracey Thorn skrev en række bøger og udsendte fire soloalbums op gennem 00erne og 10erne.
Umiskendeligt cool
Grundessensen i EBTG har altid været Tracey Thorns længselsfulde vokal og Ben Watts elektroniske lydlandskaber med rødder i electronica, house og drum’n’bass. Der er ikke ændret synderligt på den opskrift på ægteparrets første album i 24 år.
I mellemtiden har Thorn og Watt begge rundet 60 år. Men »Fuse« lyder hverken bedaget eller 90er-nostalgisk. Albummet føles derimod som et længe ventet gensyn med en kær ven.
Det står klart, at duoens elektroniske melankoli har manglet på musikscenen allerede fra singlen »Nothing Left To Loose« med tung dubstep-bas, sitrende synthesizere og Thorns messen: Kiss me while the world decays/ Kiss me while the music plays
EBTG lyder stadig umiskendeligt cool og underspillede, ikke mindst takket være Tracey Thorns karakteristiske stemme, der har fået lidt mere dybde med alderen, men bestemt ikke er faldet i intensitet.
Det inciterende synthesizer-riff på »Caution To The Wild« lokker lytteren ind i duoens univers og minder i stemning om »Missing«, og »Forever« er et dovent chillout-nummer, der er som skabt til et DJ-sæt i solnedgangen på en strand på Ibiza.
»Fuse« lyder, som om EBTG aldrig for alvor har været væk. Det er dansemusik til et voksent publikum, henvendt til både hjerne og fødder. Det er direkte rørende, når Thorn på den søgende »Karaoke« synger om sine ambivalente følelser i forhold til at optræde live:
Do you sing to heal the broken-hearted?/ Oh, you know I do/ Or do you sing to get the party started? And I love that too/ Do you sing to heal the broken-hearted?/ You know I try
Gid hun må blive ved med det mange år endnu.
Everything But The Girl: »Fuse« (Virgin Music)
