5 stjerner: En af de mest populære stemmer i dansk musik har lavet en drøm af en plade

AOK
Musik
Anmeldelse

Den tidligere rapstjerne skruer ned for tempoet og op for naturromantikken på sit smukke nye dobbeltalbum.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det starter naturskønt med idyllisk fuglefløjt, strygere og tværfløjte.

Ud af skovens dybe stille ro dukker Hans Philip op ledsaget af nænsomt klimprede nylonstrenge. Fuglene kvidrer stadig. »Hør, sjælen den hvisker / Så klart at det næsten føles som en drøm,« synger han henført.

Og ja, det føles i den grad »Somendrøm«, som sangen hedder. En varm henslængt sommerdrøm under himmel, hvor solens stråler skaber et psykedelisk lysshow på indersiden af lukkede øjenlåg. »Højt op under himlenes cyane blev jeg / Da ramt af en kile / Så blid at det næsten føles som en drøm,« lyder det, mens tankerne svæver bort til tonerne af en flyvsk tværfløjte, der går i jazzet dialog med fuglenes frie kvidren.

Kontrasten til Hans Philips succesfulde virke som frontmand i hiphop-duoen Ukendt Kunstner fra 2012-2016 kunne på sin vis ikke være større. Dengang var det byen og natten og drømmen om at se sit navn bøjet i neonlys, der trak i ham. På det netop udsendte dobbeltalbum »[a] & [ß]« er det naturen og himmellegemerne, der fylder hans drømme og rammesætter hans poetisk-melankolske tekstunivers.

Men selvom den i dag 33-årige Hans Philip har bevæget sig fra mørket ud i sollyset og lader til endegyldigt at have pensioneret sig selv som rapper, er den røde tråd alligevel til at få øje på.

Allerede i Ukendt Kunstner skilte Hans Philip sig ud fra alle de andre rappere fra sin generation ved at være en grubler, der virkelig lod til at tænke over tingene. Der var en anden bund og tyngde i hans tekster. Han kunne både levere hårdtslående vers og storslåede radio-omkvæd side om side med vennerne Kesi og Sivas, men på den oprindelige udgave af debutalbummet »Neonlys« (2013) var der også klippet længere citater ind af kuldslåede 80er-romantikere som F. P. Jac og Michael Strunge. Ligesom flere af numrene strakte sig over både syv og otte minutter i producer Jens Ole McCoys stemningsmættede produktioner.

Hviler i sin egen stemning

Samme poetiske åre banker stadig i Hans Philips musik her knap ti år efter. Der er godt nok ikke nogen digtercitater på »[a] & [ß]«, men hvis der skulle være, havde naturromantikeren Adam Oehlenschläger været et seriøst godt bud. Og selvom sangene ikke er helt så lange som på de tidlige Ukendt Kunstner-ting, så dvæles der også i stor stil i stemningerne og følelserne på disse 18 nye sange.

Ligesom på den tre år gamle solodebut »Forevigt«, definerer Hans Philip helt og aldeles sin egen stemning. Og han insisterer på at hvile tungt i den og tage sig sin tid. »Tal til mig langsomt / jeg forstår kun de ord / som sjælen når,« som han synger på »Tal Til Mig« over uldent klaver og en fjern stryger. Eller som det lyder på et af højdepunkterne »Hjertebrand«: »Giv mig tid til at forklare / hvad der sker indeni.«

I en tid, hvor der kæmpes indædt om opmærksomheden, og der skal tales højt og hurtigt for at blive hørt, går Hans Philip i den anden retning. Det hele er så tilbageholdt, så langsomt, så nænsomt sansende og følende, så meditativt cirklende i sin tristesse, at det sommetider balancerer på kanten af at gå helt i stå og lukke sig om sig selv.

Det er et både modigt og enormt kompromisløst træk af en af de forgangne årtis mest populære yngre stemmer i dansk musik.

Lige uden for rækkevidde

I stedet for det åbenlyse er »[a] & [ß]« en rendyrkelse af antydningens kunst. På et nummer som »Ciel« – det franske ord for himmel, som på dansk udtales »sjæl« – får vi udover Hans Philips bløde fraseringer, sagte klaverer og en spartansk trommemaskine kun lige akkurat antydningerne af en laber saxofon og Bettes luftige vokal. Hvor andre ville have lagt saxofonen frem i mixet, nøjes Hans Philip med at lade den spøge i sangens periferi. Som en antydning af noget, der kunne have været. Som noget, der nok kan sanses, men lige akkurat er uden for rækkevidde. Det er en gennemgående strategi på tværs af sangene her.

Derfor er det også et album, der både fordrer og belønner, at man som lytter er i stand til at trække stikket og lade hvilepulsen tage over. Det handler om at sanse og give sig tid til at lade sangenes subtile glæder folde sig ud og fæstne sig. Evner man det, åbenbarer der sig en smukt dvælende boble af nydelsesfuld melankoli (»Jeg lukker altid smerten ind / kom og knus mit hjerte én gang til«) udfoldet i en nærmest kosmisk naturagtig zen-tilstand (»Jorden er bare en sten / Danser langsomt / Rundt om sin akse / I en uendelighed«).

I sandhed en drøm af plade.

Hans Philip. »[a] & [ß]«. Universal Music.

Lyt til albummet her: