Udkanten vil have deres kvinder og job tilbage

Vinteren kommer. Folketingsvalget er maksimalt ni måneder væk, og alle de toneangivende partier barsler med ideer om at flytte flere statslige arbejdspladser ud af København. Bagefter kommer turen til uddannelsesinstitutioner og kulturinstitutioner. Det er staten, der bestemmer, og der er ingen vej tilbage.

I det tidligere café latte-segment i Det Radikale Venstre, blandt de tidligere centralistiske socialbureaukrater, bredt i det gamle bondeparti Venstre og overalt i Dansk Folkepartis revolution mod eliterne har samme idé vundet indpas: Der skal plukkes flere halefjer af Danmarks guldfugl.

Alle vil tage fra den rige hovedstad og give til de fattige landdisktrikter, og danskerne bakker op. 66 pct. af befolkningen er for yderligere udflytning ifølge en meningsmåling, som Gallup har lavet for Berlingske.

Fra sit kontor på Københavns Rådhus iagttager overborgmester Frank Jensen fronten mellem land og by og taler bekymret om »københavnerbashing«.

»De skaber et indtryk af, at det nærmest flyder med guld på gaderne i København, og vi skal tvinges til at dele vores rigdom med resten af Danmark. Det gør vi jo også, men man prøver at skabe et indtryk af, at København er sig selv nærmest,« siger overborgmesteren.

Og dybt inde i regeringspartiet Venstre kæmper københavnske folketingspolitikere for deres eksistensberettigelse, mens deres parti flår statslige arbejdspladser ud af deres valgkreds.

»Det kammer over, når der opstår en fortælling om, at når det går godt i København, er det fordi, København tager noget fra resten af landet, så hvis resten af landet skal vokse, skal vi have det taget tilbage fra København. Danmark er jo ikke et nulsumsspil, og det har det aldrig været,« siger Jan E. Jørgensen, som er valgt for Venstre på Frederiksberg.

Et gammelt sår i dansk politik er gået op. Kampen mellem land og by er i fuld gang, og uden for voldene er landet i offensiven.

Ond stemning

Sådan var det absolut ikke for otte år siden.

Da Danmark i 2010 skulle sælge sig selv til hele verden og især det voksende asiatiske marked på World Expo i Shanghai, handlede alt om København. Der var ikke skyggen af en legoklods eller så meget som duften af bacon. Arkitektfirmaet BIG havde transporteret havnevand fra København så rent, at man kunne svømme i det, Den Lille Havfrue rejste også med, og adskillige bycykler fandt vej til Kina, hvor livskvaliteten i det urbane Danmark tog kineserne og resten af verden med storm.

Og hvorfor ikke? Urbanisering blev set som en naturlov i hele den vestlige verden, og hovedstaden var allerede blevet kåret som verdens bedste by at bo i af hippe amerikanske livstilsmagasiner, der hyllede byens overskud, frisind, kreativitet og en helt ny, unik og bæredygtig gastronomi.

Men i Danmarks landdistrikter så verden anderledes ud. København var muligvis verdens bedste by, men Danmark var ikke verdens bedste land. Al vækst efter finanskrisen foregik i København i landets østlige udkant. I resten af landet lukkede arbejdspladser, skoler og købmænd.

København stjal landdistrikternes kvinder og arbejdspladser, og det var ikke bare en fordom. Danmarks Statistik leverede og leverer stadig dokumentationen. Kvinder, arbejdspladser og fremtiden som sådan flyttede fra små samfund til byen, og imens var hovedstadens medier fyldt med beskrivelser af landdistrikternes mest faldefærdige huse, misbrug, incest og hånlige kommentarer om Den Rådne Banan, og om at man skulle lade falde, hvad ikke kunne stå, og så kunne folk fra landet jo bare bosætte sig i byen og få smag for økologi.

Københavnere af jysk afstamning kunne i den periode møde voldsomme reaktioner på fødeegnen. Skide akademikere med pikhud på fingrene, der bildte sig ind, at de skabte vækst med deres kontornusseri. Tonen var ond. Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, kan godt huske det.

»Dengang var der mange, som forståeligt nok reagerede med voldsomme følelsesudbrud. Den måde, man i København talte om landdistrikterne på, var provokerende, men vreden var ikke konstruktiv. Så vi gav os til at samle fakta, vi fokuserede på produktion, rammevilkår og reelle problemer, og så gav vi os til at holde møder med folketingspolitikere og ordførere fra samtlige partier,« fortæller han.

Troels Lund spændt for en vogn

Steffen Damsgaard er en nøgleperson, hvis man vil forstå, hvordan Danmark gik fra at tale om Den Rådne Banan til at tale om københavnerbashing på seks-syv år.

Han er en usædvanlig dedikeret nordvestjyde, der har fået »landdistrikterne.dk« trykt på sine skjorteflipper, så ingen kan være i tvivl om, hvad det er for et fundament, hans hoved hviler på. Og så er han manden, der har formuleret alt fra ny planlov til udflytning af statslige arbejdspladser og al den anden landdistriktpolitik, som er gennemført siden valget i 2015.

»Nu har vi i store træk tømt idékataloget fra Landdistrikternes Fællesråd«, siger Thomas Danielsen, som er Venstres landdistriktsordfører.

»Vi skrev stort set det hele ind i vores valgoplæg i 2015. Det var mig, der skrev det, og efter valget fik vi spændt Troels Lund Poulsen for den vogn, og så kørte det derudaf,« siger Thomas Danielsen, som lover, at der ligger et nyt udflytningsoplæg klar inden folketingsvalget.

»Derudaf« betyder i overskrifter en ændret planlov, bedre mulighed for lån i landdistrikterne og udflyting af 8.000 statslige arbejdspladser.

Landdistrikternes Fællesråd (LF) havde indtil 2010 levet et forholdsvist stille liv. Foreningen er en besynderlig apolitisk interesseorganisation, som består af en række kommuner, COOP, folkelige sammenslutninger som DGI og store internationale spillere repræsenteret af Danske Rederier. Indtil 2010 koncentrerede LF sig om lokale løsninger på lokale problemer, men efter finanskrisen blev det klart, at mange af de lokale problemer havde så meget til fælles, at de reelt var landspolitiske.

Det skulle ikke være et angreb

»I 2010 nedsatte vi et udvalg, som skulle se på en landspolitisk dagsorden. Det første mål var at få et stående udvalg for øer og landdistrikter i Folketinget. Det opnåede vi allerede i 2011. Ved Folkemødet samme år havde vi et debattelt, og vi kunne mærke, at vi kunne få folk til at lytte,« fortæller Steffen Damsgaard.

Fra 2012 blev det hans hovedopgave som formand for LF at gøre landdistrikternes behov til landspolitik.

»Det var vigtigt for os at gøre vores behov til en tværpolitisk sag, så vi har holdt møder med ordførere fra alle partier og leveret argumenter, tal og konkrete forslag, som alle partier ville kunne tilslutte sig uanset valgresultatet,« forklarer Steffen Damsgaard.

»Vi vidste, at vi ikke ville komme nogen vegne, hvis det blev tolket som et angreb på København,« siger han.

Ændring af planlov og bedre muligheder for lån i landdistrikterne var de vigtigste og mindst risikobetonede forslag. Men udflytning af statslige arbejdspladser kunne dårligt ses som andet end et angreb på hovedstaden.

{embedded type="node/" id="61976096"}

»Derfor var det vigtigt for os, at det skulle gennemføres hurtigt under højkonjunkturen, for vores mål var ikke at skade København, og hvis der pludselig gik 6.000 arbejdsløse akademikere rundt i hovedstaden, ville det jo skade København,« fortæller Steffen Damsgaard.

»Vi vidste jo fra de gange, hvor man har flyttet statslige arbejdspladser fra landdistrikterne til hovedstaden, at blot 20 pct. flytter med. Det så vi f.eks., da man flyttede dele af Kystdirektoratet fra Lemvig, hvor jeg er fra, til hovedstaden. Det skete i forbindelse med en ministerrokade, og det var forfærdeligt for dem, det gik ud over,« siger Steffen Damsgaard.

Konkurrence om dagsordenen

Kort før valget i 2015 kunne Steffen Damsgaard i spidsen for 40 kommuner fremlægge krav om udflytning af statslige arbejdspladser, planlovsændring og forslag til bedre muligheder for realkreditlån i landdistrikterne. Når næsten halvdelen af landets kommuner og den samlede danske rederibranche står bag et samlet udspil, er det vanskeligt for politikere uanset partifarve at ignorere, og samtlige partier udtrykte opbakning til kravet.

Men Steffen Damsgaard var ikke den eneste, der var interesseret i den dagsorden. Andre stemmer blandede sig. Ind i mellem med hævet stemme.

I 2015 var geolog og dengang socialdemokratisk folketingskandidat Kaare Dybvad i gang med sin bog »Udkantsmyten«. Han opdagede, at den nystiftede organisation Danmark på Vippen var i gang med at lave en såkaldt hvidbog om samme emne.

»Jeg fik travlt, for jeg ville gerne komme først. Det var helt åbenlyst en dagsorden, som med god ret ville komme til at fylde meget,« siger Kaare Dybvad.

Hans bog analyserer og forklarer hvorfor. Det, man på det tidspunkt kaldte Udkantsdanmark, leverede størstedelen af de unge mennesker på landets uddannelsespladser, og det var uden for hovedstaden, at eksportindustrien boede, og så gjorde den latterliggjorte udkant mere for integrationen end de almene boligkvarterer i storbyerne. Kaare Dybvad regnede ud, at overvægten af statslige arbejdspladser i hovedstaden svarede til en overførsel på 60 mia. kr. fra resten af landet til København.

»Jeg skrev bogen, fordi seminariet i min hjemby Holbæk blev lukket. Det blev aldrig diskuteret, ligesom alle mulige andre centraliseringer ikke er blevet diskuteret, men nogen havde jo besluttet det,« siger Kaare Dybvad, som i dag er medlem af Folketingets udvalg for landdistrikter og øer for Socialdemokratiet.

De kloge københavnere, der ødelagde Skat

Danmark På Vippens hvidbog med undertitlen »Et Danmark i balance er et rigere Danmark« var en mere aggressiv analyse af samme fænomen, og selv små udtalelser fra hovestadspolitikere blev hevet frem og pillet fra hinanden. Ord som Den Rådne Banan og Udkantsdanmark skulle skiftes ud med »produktionsdanmark«, som reelt stod bag meget af den eksport, der blev registreret i koncerners hovedsæder i København.

Hvidbogen udkom lige efter valget, og formand Kim Ruberg gik til angreb på de fagforeninger og andre interesseorganisationer, der advarede mod videnstab og tab af vækst ved udflytning af statslige arbejdspladser.

»Et af argumenterne mod udflytning er, at vi ikke kan finde de dygtige og de rigtige mennesker, der kan håndtere opgaverne ude i det øvrige land. Jo, man kan da,« siger Kim Ruberg.

»Hele forestillingen om, at de bedste hjerner sidder i København, giver mindre og mindre mening, når man ser på helheden. Rundt omkring i landet sidder dygtige mennesker og måler sig op imod international konkurrence, og de klarer sig sgu meget godt. Se på Lego, Grundfos, Danfoss og Bestseller. Undskyld mig, hvem er det, som de her højt berømmede embedsmænd, der har ødelagt Skat osv, er i international konkurrence med? Hvem er det, de tester sig op imod? Hvad er det, deres forestilling om at være de bedste egentligt bygger på?« spørger Kim Ruberg, som bl.a. har været gæstetaler på Dansk Folkepartis landsmøde.

Han kan godt forstå, at København opfatter det som et angreb, at man tager noget fra hovedstaden, men det er det ikke.

»Det handler om Danmark, og hvad der er godt for Danmark, er også godt for København,« siger Kim Ruberg.

Steffen Damsgaard er sådan set ikke uenig, men stilen ærgrer ham lidt, for modstandere af udflytning vil så gerne misforstå, og det bliver let at tale om københavnerbashing, hvis økonomer i hovedstaden ødelægger Skat, mens økonomer i Jylland skaber milliardeksport.

»Omvendt ærgrer det mig også, at der bliver talt så meget om Dansk Sprognævns udflytning til Bogense og så lidt om det meget velfungerende juridiske center i Viborg. Det er en følsom diskussion, som let løber løbsk, og vi skal huske nuancerne,« siger han.

Faktisk skaber udflytningen af arbejdspladser ikke vækst i sig selv. Her er ændringen af planloven og bedre kreditmuligheder vigtigere. Men udflytningen er vigtig for genopretning af optimismen og kønsbalancen, og så er det udflytningen, der er konflikt om på landsplan.

Kamp om vælgerne

Konflikten ulmer stadig, og  Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, puster ild i gløderne. Efter folketingets åbning erklærede han, at yderligere 6.000 arbejdspladser skal udflyttes, og universiteterne skal spredes ud over landet, så de kloge hoveder ikke bliver fanget i hovedstadsboblen. Ved samme lejlighed fremhævede han, at der er for mange udlændinge og derfor for lidt dansk kultur i Danmarks hovedstad.

»Det er den slags, der gør mig vred,« siger Jan E. Jørgensen.

»Han taler min by ned. Han taler mine vælgere ned. Det må da være muligt at tale pænt om resten af Danmark, uden at tale grimt om hovedstaden,« siger Venstre-manden fra Frederiksberg.

»Man forsøger at få vælgernes gunst ved at gå ekstra til vaflerne med argumenter om yderligere udflytning fra København, og jeg synes, det får karakter af Københavnbashing,« siger overborgmester Frank Jensen.

»Det er udtryk for en tendens, som har været markant i de senere år, og det er nok også der, kampen står op mod det kommende folketingsvalg. Især Venstre og Dansk Folkeparti søger en markant vælgertilslutning uden for hovedstaden,« siger overborgmesteren.

Egentlig mener overborgmesteren, at konflikten er kunstig, for produktionen har brug for servicefagene i København og omvendt. Danmark er for lille til at kunne knække over, mener overborgmesteren, og arbejdspladserne kan København godt undværre.

»Kristian Thulesen-Dahl vil have udflyttet yderligere 6.000 arbejdspladser. Det findes der muligvis argumenter for, men det vil ikke stoppe væksten i København, for den sker jo i private job, og der er skabt 27.000 flere private job siden finanskrisen,« siger overborgmesteren.

»Jeg kan sagtens forstå, at mine borgmesterkollegaer fra resten af Danmark selvfølgelig gerne vil have en andel i de ting, vi har i København. Jeg synes bare, at det skal gå ordentligt til. Vi skal tale op og ikke ned til hinanden.«

Steffen Damsgaard fylder stadig sin bil med landdistrikternes dagsordener og kører et par gange om måneden fra Lemvig til Christiansborg.

»Vi er ikke færdige endnu. Der er ved komme gang i væksten mange steder, men Danmark er stadig ikke i balance. Så må vi se, om vi kan tale om det på ordentlig måde, når valget kommer,« siger han.

I artiklen "Udkanten vil have deres kvinder og jobs tilbage" fremgår det, at Venstres landdistriktordfører Thomas Danielsen "lover at der ligger et nyt udflytningsoplæg klar inden folketingsvalget". Den formulering beror på en misforståelse. Efterfølgende har Thomas Danielsen kontaktet Berlingske for at præcisere, at det, han mente, var, at "Venstre agter at fortsætte de gode udflytningstakter efter et valg".