Det kan nu blive lidt lettere at få orden i kommunebudgettet for 2023.
Det er i hvert fald en del af pointen med særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner, der har demografiske, socioøkonomiske og økonomiske udfordringer.
Trods af dette oplyser borgmestrene i Albertslund og Halsnæs kommuner nu, at der skal spares.
Det forklarer de begge til TV 2 Lorry.
Puljen tæller 619 millioner kroner, og er i år ekstraordinært vokset med 250 millioner kroner som følge af en aftale om kommunernes økonomi for næste år. Pengene er blevet fordelt på 18 kommuner ud af de i alt 50 kommuner, der har søgt om støtte i særtilskudspuljen.
I Halsnæs Kommune i Nordsjælland fik de sidste år 11 millioner kroner til budgettet. I år lyder beløbet på 20 millioner kroner. Men dette er dog ikke nok til at undgå besparelser, lyder det fra borgmester i Halsnæs Kommune Steffen Jensen (S).
Pengene, skal ifølge borgmesteren gå til udsatte børn og unge, voksenhandicappede og borgere med psykiske lidelser.
»Det betyder, at når vi lægger budget, så kan de penge dække de udfordringer, vi har på de områder, hvor vi især har skullet spare. Her er pengene med til at dække de specialiserede områder, det vil sige børn med diagnoser, voksenhandicap og andet inden for det område,« siger Steffen Jensen til TV 2 Lorry.
Albertslund Kommune får en mindre del af puljen. Sidste år lød tilskuddet på 14 millioner kroner. I denne omgang får kommunen 12 millioner kroner.
Borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen (S), oplyser, at der som minimum skal findes besparelser for 40 millioner kroner i 2023.
Dragør fik ingen penge – varsler sparerunde
Dragør Kommune var en af de hovedstadskommuner, der ikke fik en bid af kagen. Kommunen havde ansøgt om et udviklingspartnerskab ligesom Langeland, Læsø og Lolland Kommuner, der i forvejen er blevet tildelt en stor del af de 620 millioner kroner.
Dragør Kommunes borgmester, Kenneth Gøtterup (K), varsler på den baggrund besparelser.
»Det er ærgerligt, at vi ikke er på listen. Vi har de udfordringer, der bliver angivet. Nu må vi så finde pengene på andre områder. Vi kommer til at lave serviceforringelser i vores budget 2023. Det er der ingen tvivl om,« siger han til Berlingske.
Kenneth Gøtterup vil ikke sætte ord på, hvor der skal spares, og han kan heller ikke sætte tal på, hvor mange penge, kommunen gerne ville have i tilskud.
Ifølge Indenrigs- og Boligministeriet blev Morsø Kommune inviteret til en dialog om et muligt udviklingspartnerskab for 2023 til 2026.



