Berlingske tager med til boomende dansk våbenindustrimesse: »Når krigen er slut, er den jo ikke slut«

Fjernstyrede maskingeværer, butter chicken, droner og surferdudes med usædvanlig stor interesse for finskytterifler. Forsvarets våbenindkøbers årlige messe blev i år så stor, at selv svømmehallen ved Ballerup Superarena må tages i brug.

Colt har leveret det danske forsvars nye finskytteriffel, som mange gerne vil se i virkeligheden. Niels Ahlmann Olesen

Hvad får man, hvis man krydser akustikken og de indstuderede salgstaler fra en badeværelsesmesse i en mellemstor provinsidrætshal, den stakåndede jovialitet fra den koncernfælles sommerfest og scifivåben og uniformer fra en militær blockbuster-dystopi?

Tilsat lidt festivalstemning rammer beskrivelsen næppe helt ved siden af de såkaldte industridage, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) afholder hvert år, når sommeren går på hæld.